Sankt Karl Borromæus Gruppen

3. Søndag efter Hellig Tre Konger

Sygdom og synd er to ting som vi mennesker nok gerne vil være foruden. Faktum er dog, at de desværre er en del af vores virkelighed og hverdag pga. Syndefaldet, hvori mennesket troede at det kunne klare sig uden Gud. Historien har gentagne gange vist at når vi mennesker vender os bort fra Gud, så går det ofte grueligt galt. Det ses bl.a. i de katastrofer som menneskeheden er i stand til at udrette af sig selv. Dét sker når vi mennesker har mistet troen på Gud, og i stedet tror at vi kan tage hans plads.

Gud er heldigvis ikke interesseret i at efterlade os, men ønskede at vi på trods af vores oprør imod ham stadig skulle have en plads i hans Himmelske Rige.

“For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” (Joh 3,16).

Dagens Evangelium, hvori Jesus helbreder en spedalsk, beretter ikke kun om selve helbredelsen. Det centrale derimod er netop troen som den spedalske har. Han siger klart og tydeligt til Jesus, “Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren”.

Efter denne hændelse møder Jesus en romersk officer, hvis tjener ligger syg. Fyldt en oprigtig tro på Jesu helbredende kraft, og ikke mindst sin egen syndighed, siger han, “Herre, jeg er for ringe til, at du går ind under mit tag. Men sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt”.

Dagens tekster og bønner minder os således om, at vi ingen fremtid har, hvis ikke vi sætter vores lid til Jesus Kristus, og kommer til tro på ham. Uden troen på at Jesus alene kan frelse os, ser det sort ud for os, for Han alene kan helbrede os fra al sygdom, og Han alene kan frelse os fra al synd.