Sankt Karl Borromæus Gruppen

25. Januar – Skt. Paulus’ omvendelse

Dagen i dag markerer Apostelen Paulus’ omvendelse som der berettes om i Apostlenes Gerninger. Saulus, som han hed før sin omvendelse, gik aktivt ind i kampen for at forfølge de kristne, og bl.a. bifaldt han steningen af diakonen Stefanus (ApG 8, 1), som er Kirkens første martyr.

Saulus fortsatte ufortrødent sin jagt på at få stoppet de kristne, og drog ud på en rejse til Damaskus, hvor han ville forsøge at få fængslet dem der gik rundt og prædikede om Jesus Kristus.

Det var på denne rejse at han ifølge Apostlenes Gerninger fik sin omvendelse, da han blev blændet af et lys og kastet til jorden. Herefter hører han Jesus tale til ham, som spørger Saulus om hvorfor han forfølger ham. Da Saulus spørger hvem det er der taler, hører han: “Jeg er Jesus, som du forfølger.” (ApG 9, 5).

Inde i byen Damaskus møder han disciplen Ananias, som gennem håndspålæggelse helbreder Saulus. Det er i denne forbindelse at Saulus’ omvendelse bliver fuldkommen.

“Så gik Ananias, og da han kom ind i huset, lagde han hænderne på ham og sagde: »Broder Saul, Herren har sendt mig, Jesus, som viste sig for dig på vejen hertil, for at du igen skal kunne se og blive fyldt af Helligånden.« Og straks var det, som faldt der skæl fra hans øjne, han kunne se igen, og han rejste sig og blev døbt.” (ApG 9, 17-18).

Hvad der efterfølgende sker er jo mere eller mindre “historie”, for som bekendt ender Paulus, som han kommer til at hedde efter sin omvendelse, med at blive en af Kirkens største apostle. Ikke alene omvender han en masse til troen på Kristus, men han grundlægger også mange menigheder og skriver en hel del breve til de kristne som han enten støtter, opmuntrer eller ligefrem skælder ud i enkelte tilfælde.

Paulus’ omvendelse er et godt eksempel på at Gud kan røre selv de mest hårdhjertede syndere, og at ingen behøver at opgive på forhånd selvom man føler at man har syndet alvorligt. Guds nåde er uendelig, og den kan nå ind til enhver som vil lade sig røre af Guds barmhjertighed.

Hellige Paulus – Bed for os, og særligt for dem som trænger mest til Guds tilgivende barmhjertighed!