Sankt Karl Borromæus Gruppen

26. Januar – Skt. Polykarp

De første århundreder af Kirkens historie var en tid hvor mange kristne endte som martyrer. Den hellige Polykarp indgår også i rækken af de mange hellige mænd og kvinder som i denne tid gav deres liv for troen på Jesus Kristus.

Polykarp blev efter traditionen født omkring år 69, og var efter sin omvendelse til Kristendommen én af evangelisten Johannes’ disciple, hvilket Skt. Irenæus af Lyon bl.a. skriver om. Polykarp modtog al sin oplæring og viden om Kristus gennem Johannes, som ifølge overleveringen var den eneste af de 12 apostle som ikke endte sit liv der martyr, men som i stedet døde meget gammel omkring år 100.

I en meget ung alder blev Polykarp indsat som biskop over kirken i Smyrna, som dengang var en del af det Romerske Imperium. I dag ligger resterne af byen i den vestlige del af det nuværende Tyrkiet.

Eneste skrifter der findes omkring Polykarp og hans tjeneste som biskop er en række breve som Skt. Ignatius af Antiokia skrev til hhv. Polykarp personligt samt til kirken i Smyrna. Brevene er primært en række opmuntringer til at holde fast i troen, og særligt at stå imod enhver form for vranglære som kun er med til at udvande og ødelægge troen på Kristus.

Ignatius opfordrer i sit brev til kirken i Smyrna særligt de kristne til at stå sammen, og ikke mindst at støtte deres biskop, for som han skriver: “Lad ingen gøre noget indenfor Kirken uden biskoppen. Hvorend biskoppen er, lad da også folkenes skarer være…hvorend Jesus Kristus er, der er den Katolske Kirke.” (Brevet til kirken i Smyrna)

Han bliver i samme brev endnu kraftigere i sin opfordring, og forklarer hvorfor det er vigtigt at de kristne skal sørge for at være i enhed med deres biskop: “Det er passende at ære både Gud og biskoppen. Den som ærer biskoppen, er blevet æret af Gud; den som gør noget uden biskoppens viden, tjener Djævelen.”

Polykarp endte som nævnt sine dage som martyr omkring år 155, da han blev forrådt af en tjener og ført frem for prokonsulen i Smyrna, som bad ham om at afsværge sig troen på Kristus. Polykarp svarede at han havde tjent Jesus i 86 år uden at Han havde gjort ham noget ondt, så derfor ville han ikke vende bort fra troen. Som konsekvens blev han forsøgt brændt på bålet, men da det ikke havde den ønskede effekt, blev han i stedet dræbt med et sværd.

Hellige Polykarp – Bed for os!