Sankt Karl Borromæus Gruppen

De 7 hovedsynder

Filmen “Se7en” fra 1995 tog udgangspunkt i de traditionelle syv hovedsynder.

I vor tids populærkultur er det ikke svært at finde henvisninger til “De 7 dødssynder” – eller hovedsynder som de også ofte kaldes – hvad enten det er i form af film der omhandler disse synder (Filmen “Se7en” fra 1995) eller i forbindelse med, at Aarhus i 2017 er udnævnt til at være Europæisk Kulturhovedstad, hvor de syv hovedsynder også betragtes i lyset af vor tids kultur.

Mange har måske nok hørt om “De syv hovedsynder”, men hvad er deres oprindelse egentlig…? I denne, samt følgende artikler i løbet af Fastetiden, vil vi se nærmere på disse syv synder, som har deres rødder dybt plantet i den Katolske Kirkes historie og åndelige traditioner, og som faktisk stadig er yderst relevante for os i dag, fordi de påvirker vores forhold til Gud og til vores medmennesker.

Selvom de syv hovedsynder (dvs. primære former for synd) i realiteten ikke længere – ifølge Katolsk teologi – betragtes som egentlige dødssynder (dvs. synder som fører til en åndelig død), formår begrebet stadig at fascinere mange i vor tid, og til tider endda i en sådan grad, at synderne nærmest romantiseres eller i værste fald bliver betragtet som et ideal man måske burde stræbe imod…alt sammen stik imod den oprindelige intention med at definere disse syv synder og hvordan de påvirker os.

 

Ørkenfædrenes åndelige kamp

I de første århundreder af Kristendommens historie finder vi Ørkenfædrene, som var en gruppe af eremitter der flygtede fra byerne ud i ørkenen i deres søgen efter Gud, fordi byernes intense liv virkede som en hæmsko for deres ønske om at vokse i deres åndelige liv. På en måde blev eremitterne således begyndelsen til dét som nogle århundreder senere bliver til den store “åndelige succes” i Kirken – munkevæsenet – som vokser kraftigt i hele Europa takket være Skt. Benedikt der grundlægger adskillige klostre hvor munkene sammen søger et inderligt liv med Gud.

Evagrius Ponticus formulerer i det 4. årh. dét som senere bliver til “De 7 hovedsynder”.

Ørkenfædrene erfarede med tiden at deres stræben efter åndelig perfektion ikke var uden udfordringer. De måtte konstant kæmpe imod visse tanker og synder som ikke havde andet formål end at lede dem væk fra deres åndelige forening med Gud. Én af disse ørkenfædre, Evagrius Ponticus (død ca. 399), formulerede efter mange års erfaring en liste bestående af 8 fristelser, som han anså for at være de primære grunde til at vi mennesker bliver ledt væk fra Gud. Alle synder, som det er muligt at begå, har derfor en forbindelse til én eller flere af disse grundlæggende fristelser.

Hans erfaring var at vores synder ofte starter i vores sind eller tanker, hvor vi bliver fristet af en bestemt ting, og at vores handlinger er afgørende for om disse fristelser ender som egentlige synder eller ej. Evagrius’ mål var derfor at hjælpe andre med at finde frem til hvordan de enkelte synder påvirkede det åndelige liv, og særligt at finde ud af hvordan vi hver især ender med at gå fra at blive fristet (som ikke i sig selv er en synd) til at følge fristelsen og derved synde imod Gud. De 8 fristelser, ifølge Evagrius, er Frådseri, Grådighed, Dovenskab, Sorg, Begær, Vrede, Hovmod og Stolthed.

Fristelserne er ikke begreber som bare er grebet ud af den blå luft, men de har alle deres rødder i Bibelen, hvor flere tekster især i det Gamle Testamente beretter om at Gud ikke bryder sig synderligt om de som gør onde ting. Det grundlæggende som alle fristelser har til fælles, og som er udgangspunktet for enhver synd, er den overdrevne kærlighed til én selv, fordi at dette hurtigt får os til at glemme både Gud og vores næste, hvilket naturligvis strider klart imod den Kristne tankegang om at vi skal elske Gud og vores næste som os selv. De 8 fristelser bruges i de følgende århundreder af eremitter og munke som en hjælpende hånd i det åndelige liv. Det er imidlertid én af Evagrius’ elever, Johannes Cassian, som ender med at udbrede listen til Europa.

 

Pave Gregor den Store & “De 7 dødssynder”

Pave Gregor den Store omskriver Evagrius’ liste, og definerer det som vi i dag kender som de 7 hovedsynder.

Et par århundreder efter at Evagrius’ liste blev nedfældet tager Pave Gregor den Store, som blev valgt til pave i år 590, listen over fristelser op til revision. Han sammenfatter derved den liste som i dag kendes som de syv hovedsynder, idet han dels lagde nogle af fristelserne sammen til én, og samtidig tilføjede andre som ikke umiddelbart fremgik af Evagrius’ liste. Den komplette liste som blev kaldt for “De 7 dødssynder” definerede pave Gregor således:

  1. Hovmod
  2. Grådighed
  3. Frådseri
  4. Begær
  5. Dovenskab
  6. Misundelse
  7. Vrede

Pave Gregors liste blev sidenhen en standard for de forskellige former for synd, og endvidere bliver de i Middelalderen beskrevet i en mere teologisk dybde af teologen Thomas Aquin (1225-1274). Kendskabet til disse hovedsynder var en stor hjælp ift. at kunne hjælpe de troende med at konkretisere de problemer som de kæmpede med. For at hjælpe de åndeligt søgende med at få bugt med disse synder opstillede man overfor den enkelte hovedsynd én særlig dyd som kunne fungere som modgift. Derved blev det et redskab som Kirken kunne bruge i sit pastorale arbejde med at lede syndere tilbage til Gud, ved at opfordre folk til at implementere dyderne i deres liv.

 

Dante Alighieri er med til at anvende de 7 hovedsynder i populærkulturen.

Fra dødssynd til populærkultur

I den senere Middelalder nøjes man ikke kun med at forholde sig til “De 7 dødssynder” i Kirken, men de udbredte sig med tiden også til datidens populærkultur som på dét tidspunkt bl.a. omfattede den italienske poet Dante Alighieri (1265-1321), der mest af alt er kendt for at have skrevet den Guddommelige Komedie – ét af de største litterære værker i historien. Dantes Guddommelige Komedie handler om livet i evigheden, hvor Dante foretager en rejse igennem Helvedet, Skærsilden og Himlen. De 7 hovedsynder har også en plads i dette værk, idet de optræder i den del som omhandler Skærsilden, hvor de afdøde renses for de tilbøjeligheder som de ikke blev helt fri af i deres liv her på jorden.

Andre kulturelle værker har efterfølgende også fundet anvendelse af de 7 hovedsynder, såsom Geoffrey Chaucers (1343-1400) The Canterbury Tales, som består af en samling historier der fortælles af en gruppe pilgrimme på vej fra London til pilgrimsstedet til ære for Skt. Thomas Becket i Canterbury Cathedral.

I moderne tid er dødssynderne blevet brugt som inspiration i både bøger og malerier, som f.eks. kunstneren Paul Cadmus (1904-1999) der udarbejdede 7 malerier med hver deres hovedsynd som tema, og som nævnt i indledningen er hovedsynderne også blevet anvendt i film og altså senest også ifm. Kulturåret 2017 i Aarhus.

 

I næste artikel vil vi fokusere på den første af de 7 hovedsynder: “Hovmod”.