Sankt Karl Borromæus Gruppen

Første Søndag i Fasten

Hvad er fristelse? Hvorfor fristes vi? Hvorfor er der ikke kun frelse?

Første søndag i Fasten lærer vi af Evangeliet, at Guds Søn selv, endnu inden Han kaldte sine første disciple, delte fristelsens lod med os mennesker. Det var naturligvis ikke muligt, at Guds Søn kunne synde ved at give efter for Djævelens fristelser; alligevel kan vi lære noget af at betragte disse.

Først foreslår Djævelen at Kristus forvandler stenene til brød for at stille sin – og vel også alle menneskers – materielle sult. Men hvor tillokkende resultatet end måtte se ud, ville prisen for den materielle mæthed – den åndelige sult og død – slet ikke være det værd.  Djævelen foreslår, at Jesus skal ophæve naturlovene ved at kaste sig ud fra et højt sted og lade englene gribe Sig – at undvige døden, den jordiske lidelse, ved at misbruge sin Guddommelige kraft. Til sidst lokker Djævelen med den jordiske magt, men til den ufattelige pris at Kristus selv skulle tilbede ham, fjenden og ødelæggeren af Guds værk.

Uden sammenligning i øvrigt kender vi alle fristelserne der er tale om her. De drejer sig om at sætte vor egen mæthed, bekvemmelighed og herskesyge forrest, og lade Gud forsvinde bag dem. At give efter svarer til store og små synder, fra at tage det største stykke kage for næsen af de andre, til at ødelægge andre menneskers liv ved hensynsløs dominans.

Kristi vej er en anden: at give afkald for at tjene Gud og mennesker – at give afkald på mæthed, nydelse, autoritet og egoistisk tryghed. Og uden fristelsen ville vi jo ikke kunne give afkald på dette, eller på noget i det hele taget. Uden fristelse ville vi leve som om der ingen arvesynd var, men hvordan skulle vi så kunne tage afstand fra den? Man kan derfor, som en af ørkenfædrene, sige: uden fristelse, ingen frelse.

Det betyder ikke at vi skal opsøge fristelsen – den kommer helt af sig selv, både til os almindelige syndere, og til de store helgener. Vi skal da afvise fristelsen ikke af vor egen kraft men ved den kraft som kommer fra Gud, gennem bønnen. For, som mange af helgenerne lærer os:  ingen kan overvinde fristelsen uden bøn.

Guds Søns vilje var kun god, ganske oplyst af Hans guddommelige natur – men Han fristedes – og bad – gennem hele sit jordiske liv, til den sidste time på Korset. Han indbyder os, særlig her i fastetiden, til at tage vort kors op og følge Ham efter.

Uddrag af Thomas a Kempis, “Kristi Efterfølgelse” (I.13).

Vi kan ikke undslippe fristelsen så længe vi lever på Jorden. Derfor siger profeten Job også, at et menneskeliv er en stadig fristelse. Våg og bed, at Fristeren ikke må forføre jer; for han sover aldrig, han “går omkring som en brølende løve, søgende hvem han kan opsluge” (1. Pet. 5,8).

Selvom fristelserne er farefulde, er de nyttige for mennesket, fordi de tjener til at ydmyge det, rense det og oplyse det. Ilden fjerner rusten fra jernet, på samme måde lutrer fristelsen mennesker af god vilje. Alle de hellige har gået fristelsernes og prøvelsernes vej, og har sejret.

Lad os derfor helt ydmyge os under Guds Hånd, i alle vore lidelser og fristelser: for Han frelser og styrker de ydmyge af hjerte.