Sankt Karl Borromæus Gruppen

De 7 hovedsynder – “Hovmod”

Af de 7 hovedsynder er den største og farligste synd hovmodet, og det er ikke tilfældigt at denne synd betragtes som den værste af alle synder. Ifølge Bibelen var Adams og Evas hovmod skyld i syndefaldet, idet de ikke mente at de burde følge Guds bud, men i stedet lod sig lokke af Djævelen til at gøre dét som Gud havde forbudt dem at gøre, nemlig at spise frugten af kundskabens træ (1. Mos 3, 1-24).

Det var også hovmodet som gjorde at Lucifer, der var blevet skabt som en lysets engel (deraf navnet), nægtede at tjene Gud. Om netop Lucifers fald læser vi følgende i Esajas’ Bog:

Tænk, at du faldt fra himlen, du strålende morgenstjerne! Du er slynget til jorden, du som besejrede folkene. Du sagde ved dig selv: »Jeg vil stige op til himlen, højt over Guds stjerner rejser jeg min trone; jeg tager sæde på bjerget, hvor guderne samles, i det yderste nord. Jeg stiger op over skybankerne, gør mig lige med den Højeste.« Men du er blevet styrtet i dødsriget, ned i afgrundens dyb (Es 14, 12-15).

 

Kærlighed – ikke til Gud – men til sig selv

“Narcissus” af den italienske maler Caravaggio (1571-1610).

Hovmodet består grundlæggende i at vi mennesker har en forkærlighed for vores egne evner og talenter, således at vi mener at verden burde fokusere meget mere på os end på andre. Den store teolog Skt. Thomas Aquin betegner hovmodet som “dronningen af alle synder”, fordi at det er dén som på bedste vis er i stand til at få os væk fra Gud, ved at få os til at tro, at vores evner og talenter ikke skyldes Ham, men snarere os selv.

Narcissismen er nært beslægtet med hovmodet, fordi at denne tendens udelukkende ser sig selv som verdens centrum, og som det alle andre mennesker burde beundre og misunde. Det er fra den græske mytologi at vi kender til begrebet narcissisme, da Narkissos som straf for at nægte at elske andre, bliver idømt at skulle elske sit eget spejlbillede som han ser i en vandpyt. Den formentlig mest kendte gengivelse af denne myte er Caravaggios maleri af Narkissos der ser sit eget spejlbillede.

Ud fra et rent åndeligt og menneskeligt perspektiv, så har narcissisten hverken evnen eller lysten til at beundre andre for dét de er, og de er ude af stand til oprigtigt at elske andre mennesker for deres egen skyld. For ved at skulle elske andre eller anerkende andres evner, vil narcissisten tro at en eller anden form for ære uretmæssigt frarøves ham eller hende selv.

Narcissistens basale karaktértræk består først og fremmest i at være kalkulerende og utilitaristisk i sin måde at omgå andre på. Med andre ord vil en narcissist ikke acceptere basale objektive moralske normer eller regler, men vil grundlæggende mene at al moral er relativistisk, fordi at formålet med alt hvad han eller hun gør, kun handler om sine egne mål. Målet helliger derfor midlet i narcissistens tilfælde, da målet netop er at opnå mere magt eller opmærksomhed fra andre, og derved bliver andre personer også hurtigt til brikker i narcissistens spil. Denne måde at agere på er måske bedst af alt beskrevet i Niccolò Machiavellis kendte værk, Il Principe, som betragtes som håndbogen par excellence for politikere og magthavere.

 

Ydmyghed – Vejen til forening med Gud

Den eneste vej ud af hovmodets lænker er ydmygheden, der fungerer som en effektiv modgift, idet ydmygheden hjælper os til at acceptere at vi personligt ikke er målet for alle andre mennesker, men at vores mål her i livet er foreningen med Gud og særligt vores tilbedelse af Ham som har skabt enhver af os. Helt konkret består ydmyghedens dyd i at vi underordner os andre, men mest af alt at vi er i stand til at underordne os Gud.

Skt. Thomas Aquin beskriver ydmygheden som den dyd der hjælper os med at holde os indenfor vores naturlige grænser og evner. Det betyder ikke at vi pr. automatik kun skal tænke negativt om os selv eller tro at vi ingenting kan. En sund form for ydmyghed er først og fremmest at vi erkender at Gud er vores oprindelse og mål, samt at Han har givet os en række talenter og evner som vi kan bruge til at gøre gode ting. Faktisk kan det hurtigt blive en synd at gemme sine talenter væk, og undlade at bruge sine evner til Guds ære og menneskers frelse. Et godt eksempel er netop lignelsen om de betroede pund (jf. Luk 19, 12-26).

Den passende måde at være ydmyg på består derfor i at vi accepterer de gaver og talenter som Gud har betroet os, fordi at Han ønsker at vi skal deltage i at opbygge verden til Guds ære samt arbejde for menneskehedens evige frelse. Dog skal vi gøre dette uden at tænke at vores talenter er bedre end andre menneskers talenter, men snarere at Gud har givet enhver af os forskellige gaver og evner som alle sammen har en vigtig plads i verden.

Denne artikel er del af en serie om “De 7 hovedsynder”. Indledningen kan du læse her. Næste artikel i serien vil omhandle “Grådighed”.