Sankt Karl Borromæus Gruppen

Fastetidens liturgiske rigdom

Dom Guéranger insisterer i sit storværk “Det liturgiske år” på at Fastetiden er den periode i kirkeåret, hvor liturgien er allerrigest på mysterier. Vi lægger naturligvis mærke til, at Messebogens læsninger er meget længere end resten af året, og at de på en måde bringer os videre omkring – både i det gamle og det nye testamente – end de kortere læsninger fx i søndagene efter Pinse, som hovedsageligt fokuserer på Kristi lære og gerninger. Fastetidens læsninger sætter disse i et særlig dybt, og særlig mystisk perspektiv. Den første søndag i Fasten hører vi om Kristi fristelse i ørkenen, som – ligesom fastetiden selv – varede 40 dage. Tallet 40 forbinder Kristi og vor prøvelse med det jødiske folks prøvelser i den gamle Pagt: Syndflodens 40 dage, jødefolkets 40 år i ørkenen, og Moses og Elias’ sonende fasteperioder (hver på 40 dage). Og allerede den anden søndag i Fasten hører vi om netop Moses og Elias på Sinai bjerg, da de åbenbarer sig i samtale med Kristus, for øjnene af Apostlene (Matt. 17, 1-9).

Kirken ønsker, skriver Dom Géranger, gennem Fastetidens rigdom af tekster, at forene os med kernen i Kristi og profeternes faste, nemlig fordybelsen i Guds hellige vilje, som kræver at vi renser vores sjæl for alt det, der modsætter sig den – ikke blot i vort eget liv, men i hele verdens. Samtidig er Fastetiden en bodstid, hvor de små ofre vi bringer, gennem et overnaturligt Mysterium forener sig helt og fuldt med såvel Kristi Offer og med de ofre, som profeterne og Guds folk gennem hele historien har bragt – og bringer netop i denne tid, med det ene formål at gøre bod for vore og hele verdens syndighed, og opnå Guds tilgivelse.

Fastetidens liturgi har langsomt taget form gennem århundrederne. Et konstant træk er den ydre alvor, som fx udtrykkes ved fraværet af de led i Messen, som i særlig grad udtrykker glæde og lovprisning af Guds herlighed: Gloria og Alleluia (der allerede forsvinder i Septuagesimatiden), det næsten totale fravær af større kirkefester (med Festen for Bebudelsen, den 25. marts, som den store undtagelse), og tilsløringen af alteret og statuerne, som i Kirkens første århundreder varede hele fastetiden, men nu kun omfatter Passionstiden (de sidste to uger før påske). Mens vi gør bod, fylder liturgiens strenghed os med længsel efter den lykkelige time, da vi atter vil se og lovprise den genopstandne Frelser i al Hans Herlighed.

Fastetiden stiller os over for en lang række dybe Mysterier i frelseshistorien. Dom Guéranger lægger særlig vægt på tre mysterier. Først er der Guds stadige barmhjertighed overfor  det jødiske folk, trods dets stadige oprør mod Guds vilje, som kulminerer med Kristi korsfæstelse og den efterfølgende fornægtelse af Hans genopstandelse. I videre forstand omfatter dette mysterium også Guds fortsatte barmhjertighed overfor en verden, hvor det næsten alle folk og magter synes at benægte eller ligefrem bekæmpe Kristi kongedømme på Jorden.

Det andet mysterium, som vi fordyber os i gennem Fastetidens liturgi, er vor genfødelse i Dåbens vand, som fejres på påskenatten ved indvielsen af Dåbsvandet og katekumenernes optagelse i Kirken; vi beder i fastetiden særlig for de voksne katekumener og utallige børn over hele verden, som i år vil modtage Dåben, og med den får del i Forklarelsens Mysterium på Bjerget, hvor vi bades i Guds uendelige Lys.

Det tredie store mysterium er Guds accept af vore ubetydelige bodsofre som sone for vore synder; tidligere blev store syndere adskilt fra de troende under liturgien fra Askeonsdag til Skærtorsdag, hvor de igen blev indlemmet i det fulde fællesskab, som i mellemtiden bad inderligt for de bodsgørendes frelse. At vi ikke kun beder om tilgivelse for os selv, men for alle syndere, er med til at styrke vor bevidsthed om det dybe og usynlige bånd, der forener Kristi mystiske Legeme – Kirken. Den stedfortrædende lidelse og bøn er ikke kun Kristi privilegium, men Kirken indbyder os til at følge Kristi vej også i dette, fordi Kristi fuldkomne offer kun kan gavne os, når vi forener os med det.

Fastetidens  liturgi er derfor fremfor alt en invitation til, sammen med Kristus, at tage vort kors op og følge Ham efter. De mange processioner, bønner og bodsøvelser, som i Fastetiden traditionelt udfolder sig såvel i kirker som i klostre, har alle dette som deres inderste mål: at Kirken, Kristi Brudgom, ikke blot følger sin Herres ensomme faste, lidelse og sejrrige Offer på afstand, men forener sig med det i det dybeste af alle Mysterier: den kærlighed og den nåde, som i al evighed strømmer fra vor Korsfæstede Herres martrede Legeme.