Sankt Karl Borromæus Gruppen

De 7 hovedsynder – “Frådseri”

 

Lige i hælene på grådigheden, som man kan læse om her, finder vi frådseri, som på mange måder minder om grådigheden, fordi denne synd også handler om vores tørst efter materielle ting. Dog handler det i tilfældet om frådseri om vores forhold til mad og drikke, og at man gennem frådseri ikke er i stand til at begrænse sin tørst efter enten at spise eller at drikke.

Frådseri betyder dog ikke at det i det hele taget er upassende at spise eller at drikke (f.eks. alkohol). Problemet består udelukkende i at have et behov for at konsumere mere end man behøver, og derved også at være ude af stand til at kunne sige nej til at tage en ekstra portion mad, eller en ekstra drink, når man først allerede har nået sit naturlige mætningspunkt. Det er hér at frådseriet begynder, dvs. når man går videre end det punkt hvor man allerede føler sig mæt.

Ifølge den store middelalderteolog, Thomas Aquin, er én af de åbenlyse konsekvenser ved at frådse med mad og drikke, at man både fysisk og mentalt bliver svækket på en sådan måde at man kan blive forhindret i at udføre sine pligter. Et godt ekesempel er netop efter en stor middag, hvor man er så fyldt, at man ikke kan klare meget andet end at ligge på sofaen….igen, det betyder ikke at man ikke fra tid til anden må fejre en begivenhed med en god middag, men som med så meget andet i livet bør det dog stadig være med mådehold.

 

Alting med mådehold

Netop mådeholdet er nøglen til at forstå frådseriet i vores liv, og ikke mindst hvordan man kan blive i stand til at modarbejde denne tendens i vores hverdag. Åndeligt set ligger en del af forklaringen til vores menneskelige tendens til at frådse, at vi ikke føler at vi bør nægtes noget, hvilket også er grunden til at denne synd ligger tæt op ad grådigheden. Idéen om, at vi som mennesker helst skal have lov til at få det vi gerne vil have til hver en tid – er med til at svække vores evne til en gang imellem at kunne sige nej til os selv.

Mådeholdet er én af de fire kardinaldyder, og den hjælper os imod enhver fristelse til at frådse, men som med enhver dyd er det noget som kræver stort arbejde og tålmodighed. Ved at mestre mådeholdets dyd bliver vi bedre i stand til at kontrollere vores fysiske behov, og i høj grd hjælper mådehold os også imod andre synder, netop fordi at vi lærer vores personlige grænser at kende.

 

I næste artikel vil vi se nærmere på begærets synd.