Sankt Karl Borromæus Gruppen

De 7 hovedsynder – “Misundelse”

Apostlen Paulus skriver i sit første brev til Korinterne, at hvis én del af Kristi Legeme – dvs. Kirken – æres, så glæder alle andre dele af Legemet sig sammen med dén del som æres (jf. 1 Kor 12, 26). Denne holdning, hvorved at vi glæder os på andres vegne når noget godt sker, samt at vi føler med andre som lider, er fundamental for én der ønsker at kalde sig kristen.

De som til gengæld er stærkt påvirket af misundelse, har til gengæld ikke denne evne til at føle omsorg for de som lider, eller for den sags skyld at glæde sig på andres vegne når noget godt sker – tværtimod! For de som er misundelige på andre, er det modsatte netop tilfældet. Disse personer føler i stedet en sorg og smerte når andre æres, særligt fordi at de ikke selv modtager denne ære. Ved at andre hædres, mener den misundelige person, at der tages ét eller andet fra vedkommendes personlige status.

 

Kains misundelse

Den første gang vi støder på misundelsen i Bibelen er i 1. Mosebog da Kain bliver misundelig på sin bror Abel, som Kain senere myrder fordi at Abel fik mere opmærksomhed fra Gud end han selv gjorde. Misundelsen er derfor også stærkt forbundet med hovmodet, fordi at det eneste man er i stand til at tænke på, er hvordan man selv kan blive sat i centrum, og mest af alt hvordan man kan modtage ære og hæder fra andre. Andres succes betragtes derfor som et onde imod én selv, og når vi rammes af denne synd danner det grobund for had overfor andre mennesker, hvilket kan få os til at gøre andre mennesker fortræd, som f.eks. da Kain slog sin bror ihjel.

Misundelsen kan også være en meget integreret del af en arbejdsplads, hvor mange af de ansatte kæmper for at få chefens opmærksomhed og påskønnelse, således at man kan sikre sig en forfremmelse eller en bonus. Det kan derfor i visse virksomheder ligefrem skabe en konkurrence imellem medarbejderne, hvor man ikke nødvendigvis løfter i flok, men primært tænker hvordan man kan gøde jorden for ens egne ambitioner.

 

Kristi Legeme og Åndens gaver

Den kristne attitude er at tænke på vores egen plads i Kirken som én del af Kristi Legeme, som Paulus beskriver det i brevet til Korinterne. Han siger, at selvom vi som kristne har forskellige talender og nådegaver, så er det stadig den samme Ånd som uddeler disse, alt sammen til Guds ære samt til Kirkens bedste. Vi bør derfor ikke se på andre i Kirken (eller for den sags skyld på arbejdspladsen) som konkurrenter, men som brødre og søstre der ligesom os selv også har en vigtig plads i Kirken, og noget at bidrage med til Kirkens opbyggelse, som Paulus skriver:

Det, som Ånden åbenbarer, får hver enkelt til fælles gavn. Én får gennem Ånden den gave at meddele visdom, en anden kan ved den samme ånd meddele kundskab. Én får tro ved den samme ånd, en anden nådegaver til at helbrede ved den ene og samme ånd, og igen en anden får kraft til at gøre mægtige gerninger. Én får den gave at tale profetisk, en anden evnen til at bedømme ånder; én får forskellige slags tungetale, en anden evnen til at tolke tungetale. Alt dette virker den ene og samme ånd, der deler ud til hver enkelt, som den selv vil.” (1 Kor 12, 7-11).

Vores primære kald er derfor at finde ud af hvilke nådegaver og talenter Gud har givet os, og hvordan vi kan bruge disse til Kirkens bedste. Ved at vi bekymrer os om andres talenter i stedet for andres, svigter vi på en måde også Gud, fordi vi undlader at fokusere på hvad vi kan gøre for Kristus her i verden.

Særligt gennem bønnen bliver vi i stand til at opdage hvad vores kald er, og hvad det er Gud ønsker for os. Når vi formår at overgive os helt i Guds hænder, kan vi endnu klarere se hvad Gud ønsker at vi skal udrette, uden hensyntagen til hvilke planer han har for andre i Kirken. En passende bøn man kan bede er salige Charles de Foucaulds bøn:

“Min Fader, jeg overgiver mig helt til dig.
Gør med mig, hvad du vil.
Hvad du end gør med mig, takker jeg dig.
Jeg er beredt til at tage imod alt.
Om blot din vilje må ske i mig og i alle skabte væsener
da ønsker jeg intet mere, min Gud.”

(Salige Charles de Foucauld)

 

I næste – og sidste – artikel om de 7 hovedsynder, ser vi nærmere på “Vrede”.