Sankt Karl Borromæus Gruppen

Vi er vidner om opstandelsen

At skulle tro på opstandelsen og et evigt liv, er noget af det som kan gøre det svært for mange mennesker at komme til troen på Gud. Selvom mange måske ét eller andet sted inderst inde gerne vil tro på at der er et evigt liv, så står de ikke desto mindre overfor et fundamentalt valg.

Enten skal de vælge at acceptere den videnskabelige præmis – nemlig at folk ikke kan opstå fra de døde, da det strider imod videnskaben, imod fornuften og ikke mindst vores forståelse af verden – eller også er de nødt til at acceptere et vidnesbyrd fra en lille håndfuld mennesker…et vidnesbyrd som begynder i Mellemøsten for ca. 2.000 år.

Apostlen Paulus skriver på et tidspunkt til Korinterne, at troen på opstandelsen er grundlæggende for vores tro; for hvis ikke Kristus er opstået fra de døde, så er vores tro i sidste ende tom…hvis ikke Kristus var opstået, ville intet af det vi gør her i kirken give mening…tværtimod, for som Paulus siger, hvis vi har sat vores tro til Kristus, og hvis ikke han er opstået, så er vi de mest ynkelige og elendige mennesker i verden.

At tro på Kristi opstandelse er ingen selvfølge, og da slet ikke i vores efterhånden lettere sekulariserede land…men alligevel er vi da heldigvis stadig mange som ved Guds nåde er kommet til troen på opstandelsen og det evige liv, som Gud ønsker at give til enhver som tror. Men for os kristne stopper det ikke dér…for vi har selv fået en ordre fra Jesus om at sprede dette glædelige budskab til folkene omkring os, til alle de som går rundt i deres egen lille verden her på jord, uden at overveje hvad det virkelige mål med deres liv egentlig er.

Et helt centralt element i vores kristne tro handler ikke så meget om hvorvidt vi er i stand til at forklare Treenighedens mysterium, eller for den sags skyld kunne forklare hvad Transsubstantiation betyder…men det vigtigste i vores tro handler grundlæggende set om vores vidnesbyrd om Kristus overfor andre.

På mange måder udfordrer budskabet om Kristi opstandelse os alle, for det forsøger egentlig at skubbe os lidt ud af vores ”komfortzone”. Hvert år når vi fejrer Påskens mysterium, er det samtidig en invitation til enhver af os, at vi på ny tager vores tro op til overvejelse, og ikke mindst stiller os selv nogle dybe spørgsmål:

– Hvad betyder troen på Kristi opstandelse for mig personligt…?
– Tør jeg som kristen stå ved min tro, og åbent fortælle andre mennesker om hvad det er jeg tror på…?
– Forsøger jeg at være et autentisk vidnesbyrd om Jesus Kristus i denne verden, og blandt dem jeg kender og omgås…?

Troen er på mange måder en stor udfordring for os alle, og måske også særligt fordi at tro ikke baserer sig på videnskab, men på at man er nødt til at acceptere et andet menneskes vidnesbyrd, og i vores tilfælde har vi valgt at acceptere andres personers vidnesbyrd om at Kristus ikke alene er Guds Søn, men at han også opstod fra de døde.

Hvad der kan virke fascinerende er at dette vidnesbyrd i sidste ende har rørt så mange menneskers hjerter, at vidnesbyrdet fra en lille gruppe mennesker engang i Jerusalem har overlevet helt til vor tid, og endda formået at udbrede sig til store dele af verden.

Engang nåede den kristne tro helt herop til de hedenske vikinger i Skandinavien, og har indtil videre formået at overleve….men spørgsmålet er hvad vi i dag kan gøre for at sikre troens overlevelse, og sikre at Kristendommen også i fremtiden kan være en tro der lever her i det kolde Nord.