Sankt Karl Borromæus Gruppen

Hvide Søndag

De første 8 dage i Påsketiden er en af kirkeårets tre “oktaver”, dvs. en periode på 8 festdage, som inkluderer to søndage – den første af hvilke er en af kirkeårets tre største festdage (jul, påske og pinse, svarende til juleoktaven, påskeoktaven, og pinseoktaven).
Påskeoktaven starter således på kirkeårets allerstørste festdag. De, som blev døbt Påskenat, bar deres hvide dåbsklædning gennem hele påskeoktaven; i denne uge modtog de biskoppens undervisning, som de nye børn i troen, de var.

Oktavens sidste søndag kaldes “Quasimodo Søndag” efter indgangsverset: “Som nyfødte børn skal I længes efter den ægte, åndelige mælk…” (1. Pet. 2, 2), eller Skt. Thomas’ Søndag, efter evangeliet (Joh. 20, 19-31). Den kaldes også fra gammel tid “Hvide Søndag”, for på denne søndag aflagde de nydøbte deres “nyfødtheds klædning” ved en højtidelig ceremoni, som tegn på at de resten af livet skulle leve som “fuldvoksne” kristne; og de hvide klædninger opbevaredes som et pant på deres sjæl i Kirken, i håbet om at de måtte bevare deres sjæl ren til Dommens dag.

Påsketiden varer til Pinse, og er lige så lang som fastetiden. Hvor fastetidens liturgi fordyber sig i fristelsens, forklarelsens og forsoningens mysterier, er Påsketiden en lang fejring af opstandelsen og den himmelske herlighed. I alle messer lyder det trefoldige “Halleluja”, som udtrykker Universets evige jubel over Kristi Opstandelse.

Men allerede på Hvide Søndag minder evangeliet os også om at vejen til opstandelsen går gennem forsoningen, fordi intet menneske magter at bevare sin sjæl ren uden Herrens bestandige hjælp og tilgivelse. Kristus indstifter Bodens sakramente, da han – endnu længe før Pinsedagen – højtideligt giver Apostlene myndighed til, ved Helligåndens Kraft, at løse mennesker fra deres synder:

Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: “Modtag Helligånden!  Hvem I forlader deres synder, er de forladt, og hvem I nægter at forlade deres synder, er de ikke forladt.” (Joh. 20, 22-23).

De nydøbte, hvis tro nu skal modstå verdens efterstræbelser, får også – i forlængelse af beretningen om Skt. Thomas’ vantro – en alvorsfuld formaning: “Salige er de, som ikke har set og dog tror” (Joh. 20, 29). Formaningen gælder os alle, der må tro uden at se Jesus ansigt til ansigt, og som måske – selv hvis vi gjorde det – kunne fristes til, som Skt. Thomas, at kræve yderligere bevis. Men tro, der kræver sanseligt bevis, er ikke en egentlig tro, men snarere en slags formodning.

Dom Gueranger sammenligner endda Skt. Thomas skepsis med den “rationalistiske religiøsitet”, som også i vor tid er så sørgeligt udbredt. Denne religiøsitet er ikke en sand tro, fordi den kun bøjer sig for hvad vor lille forstand rækker til at indse er fornuftigt eller hensigtsmæssigt.

Den sande tro bøjer sig – selv uden at have set Herren, og uden anden vished end den, som Helligånden skænker den døbte – i støvet, med Skt. Thomas’
bekendelse: “Min Herre og min Gud” (Joh. 20, 28).  Ord, som vi derfor af Kirken indbydes til at gentage for os selv, hver gang vi ser Kristus i Eukaristiens tilslørede skikkelse.