Sankt Karl Borromæus Gruppen

Men I, hvem siger I, at jeg er…?

Kristus giver Peter nøglerne til Himmeriget.

Prædiken ifm. festen Peter & Paulus.

”Men I, hvem siger I, at jeg er…?”

….det er et spørgsmål som ikke alene var relevant for små 2.000 år siden, men er mindst lige som relevant for os i dag og ikke mindst for den tid som vi lever i.

Kirkens to store apostle – Peter & Paulus – som vi jo fejrer i dag, viser os at spørgsmålet om hvem Jesus er, er ét som vi ikke kan undlade at forholde os til. Deres evne til at prædike evangeliet kom udelukkende af at de havde et dybt personligt forhold til Kristus. Først i det øjeblik at de lod Kristus tale til deres indre, og åbnede sig for Guds nåde, blev de til sande apostle der blev sendt ud i verden for at forkynde et budskab om evig frelse. På hver deres unikke måde viser Peter & Paulus hvad Kirkens sande ansigt til enhver tid bør være…for begge apostle var i stand til at forkynde læren om hvem Kristus var, og samtidig vise omsorg for de som allerede havde taget imod troen. På intet tidspunkt var der i den tidlige Kirke en modsætning mellem Kirkens lære og dens omsorg for troende. Begge dele gik hånd i hånd.

Kirkens primære opgave er, og forbliver den samme som altid, nemlig at forkynde at der findes kun én vej til at kende den sande Gud her i verden…men at forkynde et sådan budskab i år 2017 er bestemt ikke nemt. For midt i denne verden, hvor vi ofte bliver mindet om hvor frisindede vi selvfølgelig bør være overfor alle, så bliver de religiøse og eksistentielle spørgsmål – og ikke mindst svarene på disse – ofte opfattet som værende diskriminerende overfor andre.

Hvis vi som kristne åbenlyst mener at Jesus Kristus er den levende Guds Søn, og at der ikke findes nogen anden frelse end gennem ham, så må vi jo samtidig også være af den opfattelse, at andre religioner – om end der kan være visse gode elementer i disse – ikke er lige så gode…netop fordi at de i sig selv ikke kan give mennesket den evige frelse, som kun troen på Jesus Kristus kan give. Selvom vi måske nok bør respektere det enkelte menneskes valg, bør vi som Kirke aldrig vige tilbage fra at forkynde den tro som Kirken har åndet og levet for i snart 2.000 år…i det øjeblik vi begynder at glemme denne vigtige mission, har vi på sin vis erkendt at vores tro på Kristus måske alligevel ikke er så stærk som vi først troede.

I vor tid er den største fare netop at relativisere troen, og mene at det egentlig er lige meget om man vælger at være buddhist, muslim eller kristen…fordi som det jo så populært hedder, så er enhver vel salig i sin egen tro…?

Kunne man forestille sig en patient som går hen til sin læge, og som efter at have diagnosticeret vedkommende siger:

”Vi har et stort udvalg af medicin, hvoraf noget af det kan være til hjælp, og andet måske ikke…i stedet for at jeg fortæller dig hvilken én du bør tage, så synes jeg faktisk at du selv skal have lov til at vælge hvilken medicin du tror vil gavne dig bedst!”

…nej, det kunne de færreste af os formentlig forestille os. De fleste af os ville nok blive skræmt ved tanken om en læge der ikke ville være ærlig overfor os, særligt når vi har mest brug for hjælp.

På samme måde er vi som Kirke – når det kommer til den evige frelse – nødt til at være ærlige, og sige til vores samtid, at ikke alle veje er lige gode. Der findes én som er bedre end de andre…og hvis vi siger til folk omkring os, at det er lige gyldigt hvilken vej de vælger, så ville vi svigte ikke kun disse mennesker og deres frelse, men i endnu højere grad ville vi svigte Kristus og hans Kirke. Det kan meget vel være at mange mennesker vil føle sig stødt, men Jesus bekymrede sig tilsyneladende aldrig om hvorvidt folk blev stødt over dét som han prædikede. Den samme holdning havde apostlene; uanset om folk brød sig om det eller ej, kunne de ikke lade være med at prædike evangeliet for folkeslagene.

I sidste ende er også vi her i dag stillet overfor spørgsmålet, som vi hver især personligt må svare på – ”Men I, hvem siger I at jeg er…?”.