Sankt Karl Borromæus Gruppen

Paul Claudel om “ny form”

Paul Claudel, en af det 20. århundredes største franske forfattere, offentliggjorde en måned før sin død (23/1 1955) et indlæg i det franske dagblad Le Figaro, hvor han gjorde indsigelse mod en ny og i øvrigt helt uautoriseret mode, som på det tidspunkt bredte sig i franske kirker: at nogle præster anbragte sig bag et bord, med ryggen mod alteret, under messefejringen. Her er et uddrag af hans indlæg, som han næppe kunne have vidst ville være aktuelt i 2017:

Jeg vil på det kraftigste protestere mod en praksis, som breder sig i Frankrig, at læse messen vendt mod folket. Det mest elementære religiøse princip er at Gud kommer først, og at det som tjener mennesket er en simpel følge af anerkendelsen og den praktiske anvendelse af denne essentielle grundlære.
Messen er den højeste tilbedelse vi yder Gud, ved det Offer som præsten frembærer til Ham, i vort navn og på Hans Søns alter. Det er os, ledet af præsten, og et med ham, som henvender os til Gud og opofrer ham Hostien og bønnen. Det er ikke Gud der henvender sig til os for vor bekvemmeligheds skyld, for at gøre os til ligeglade vidner til det mysterium som fuldbyrdes. Den nye liturgiske form fratager det kristne folk dets værdighed og ret. De troende deltager ikke længere i Messen med præsten, ved at “følge den”, som man meget rigtigt udtrykker det, og til hvem præsten vender sig ind i mellem for at forsikre dem om deres medvirken og deltagelse i det værk han udfører i deres navn. Alt hvad der er tilbage er et nysgerrigt publikum som ser på præsten mens han udfører sit arbejde. Det kan da ikke undre, at de vantro sammenligner ham med en tryllekunstner der udfører sit nummer foran sit høfligt beundrende publikum. Det er sandt at den mest bevægende del af det Hellige Offer er skjult for de troende i den traditionelle liturgi. Men den er ikke skjult for deres hjerter og tro. For at vise dette er det, at subdiakonen, under den højtidelige Messes offertorium, står nedenfor alteret og skjuler sit ansigt med venstre hånd. Også vi er indbudt til at bede i indre ærefrygt, ikke i en ånd af nysgerrighed, men af andagt. I alle de østlige riter er forvandlingens mirakel skjult for de troende, bag en væg af ikoner. Det er først bagefter, at celebranten viser sig på den hellige dørs trin, men Kristi Legeme og Blod i sine hænder. (…) Nutidens beklagelige praksis har vendt op og ned på den antikke ritus, til stor undren for de troende. Der er ikke længere noget alter. Hvor er den, denne indviede sten som Apokalypsen sammenligner med Kristi Legeme? Der er intet andet en et bart bord dækket med en dug; det minder os nedslående om en calvinistisk slagbænk. Og naturligvis har princippet om de troendes bekvemmelighed nødvendiggjort at man fjernede de “genstande” som ellers pryder et alter: ikke blot kærterne og vaserne med blomster, men også Tabernaklet og krucifixet. Præsten siger sin messe i et tomrum! Når han indbyder de troende til at opløfte deres hjerter og øjne er det til … hvad? Der er intet tilbage for vore øjne som kan fæstne vort sind på det Guddommelige.