Sankt Karl Borromæus Gruppen

Enhed i sandhed

Lund, Sankt Thomas katolske kirke: hver søndag afholdes en ordinær messe på svensk kl 10 og en ekstraordinær messe kl 16. Derudover afholdes ordinær messe på diverse andre sprog. I sådan et sogn er der plads til alle.

Messe i Lund, 27/8 2017

Der er katolsk enhed i overensstemmelse med sandheden: den romerske ritus har to former, og det er legitimt at leve sit liv i begge, ligesom man kan veksle mellem de to former hvis man ønsker det. Ingen af de to former er genstand for undertrykkelse eller mistillid: det er fx ikke sådan, at celebranter af den ekstraordinære form forflyttes eller mobbes, eller at  deltagerne i denne udsættes for særlige loyalitetsprøver, sådan som det ofte var tilfældet i Ecclesia Dei Adflictaepoken (det regime, som liturgien havde fra 1988 til 2007). “Ecclesia Dei Adflicta” betyder da også “Guds kirke i sorg”, hvor sorgens kilde er den splittelse som opstår, når en del af Kirken undertrykkes og betragtes som mindreværdig. Og da den romerske ritus’ ekstraordinære form er fuldt så legitim som den ordinære – ja, endog har haft borgerret i Kirken siden dens ældste tider – er dette da også en helt absurd idé. Som Pave Benedict sagde i sin tale til de franske biskopper (2008) om netop dette:

Ingen er overflødig i Kirken. Enhver skal uden undtagelse kunne følge sig hjemme i den, og aldrig udstødt. (Nul n’est de trop dans l’Église. Chacun, sans exception, doit pouvoir s’y sentir chez lui, et jamais rejeté.)

Lund er derfor et forbillede for alle katolske sogne, når der en dag holdes mere end én messe: ideelt er der først den ordinære messe, og derefter en ekstraordinær. Er der flere kræfter og behov, kan man også holde messe på forskellige sprog (i den ordinære form altså – den ekstraordinære messe er jo på latin). Det er også en sandsynlig fremtid: mange unge præster er både villige og i stand til at fejre den ekstraordinære form, og uanset om de også fejrer den ordinære, vil det derfor mange steder blive muligt at opnå den liturgiske balance, som motu propriet ønskede. Deri ligger også den sande enhed. Undertrykkelse kan måske give en slags ydre, midlertidig enhed – men desværre viser kirkehistorien også at det ender med splittelse og frafald – som Pave Benedict påpegede i det brev til alverdens biskopper, som ledsagede Motu Propriet:

Når vi ser tilbage på fortiden, og de splittelser som gennem århundrederne har hærget Kristi Legeme, har man overalt det indtryk, at der på kritiske tidspunkter – når splittelserne var ved at opstå – ikke blev gjort nok, af Kirkens ledere, for at bevare eller genskabe forsoning og enhed.

Motu Propriet er gennemført i Lund. Det udestår i de fleste sogne i verden – der er endda hele bispedømmer, som fortsat ikke er kommet videre end til Ecclesia Dei Adflicta, og hvor ikke så få gejstlige stadig tror at det er tilstrækkeligt at vise en vis minimal “generøsitet” ift. den ekstraordinære form. Målestokken er nu at alle uden undtagelse føler sig hjemme, og ikke på besøg  eller helt udelukkede i deres egen kirke.