Sankt Karl Borromæus Gruppen

Alle skal føle sig hjemme…

Pave Benedikt holdt den 14. september 2008 en tale til de franske biskopper, som vil blive husket længe. Den 14. september er i øvrigt ikke en tilfældig dato – udover at være Festen for Korsets Ophøjelse, er det også den dag, hvor pavens motu proprio “Summorum Pontificum” trådte i kraft – i dag, for 10 år siden.

Hvad sagde Paven da i sin tale? Han sagde bl.a. flg. (i oversættelse fra ovst. kilde):¨

Det kan aldrig siges for ofte, at præstedømmet er uundværligt for Kirken… præster er en gave fra Gud til Kirken. Præster må aldrig overlade de funktioner til de troende, som hører til deres egen sendelse. Kære brødre i bispedømmet, jeg beder jer om at forblive ivrige for at hjælpe jeres præster med et leve i inderlig forening med Kristus. Deres åndelige liv er grundlaget for deres apostoliske liv. I skal venligt opfordre dem til daglig bøn og til en værdig fejring af sakramenterne, især Eukaristien og Bodens sakramente – som Hellige Frans af Sales gjorde det for sine præster. Enhver præst skal kunne føle glæde ved at tjene Kirken… Liturgisk tilbedelse er det højeste udtryk for det præstelige og biskoppelige liv, og også for den kateketiske undervisning. Jeres mission – at hellige det troende folk – er, kære brødre, uundværligt for Kirkens vækst. Jeg blev ført til i motu propriet “Summorum Pontificum” detaljeret at forklare betingelserne for at udføre denne mission for så vidt angår muligheden af at bruge både den salige Johannes d. 23. messebog (1962) og Pave Paul d. 6.’s (1970). Frugterne af disse nye dispositioner har allerede vist sig, og jeg håber at den uomgængelige afspænding er undervejs, Gud være lovet… Ingen er overflødige i Kirken. Alle, uden undtagelse skal føle sig hjemme, og aldrig udstødt.

Det er bemærkelsesværdigt, hvor tæt Paven knytter motu propriet – og dermed de troendes og alle præsters ret til den traditionelle liturgi – til selve kernen i biskoppers og præsters sendelse. Biskoppernes frem for alt i deres tjeneste for Kirkens enhed og vækst – og præsternes for så vidt angår deres åndelige liv og sendelse. Afslutningen er gribende, i betragtning af de mange år, hvor troende knyttet til den traditionelle ritus faktisk VAR udstødt: man mærker næsten fysisk, hvordan den hellige Fader udstrækker sine arme for at omfavne også os.

Man kan dog ikke sige, at den “uomhængelige afspænding” er blevet fuld virkelighed alle vegne, her 10 år efter. At den er “undervejs” er dog uomtvisteligt, som også markeringen af 10-året i Rom vidner om. Selv i diasporaen kan alle føle stadig mere hjemme.