Sankt Karl Borromæus Gruppen

Fra Kristus Konge til Alle Sjæle

Mod slutningen af kirkeåret fejrer Kirken tre store fester, som er intimt forbundet med hinanden: Festen for Kristus Konge (sidste søndag i oktober), Festen for Alle Helgen (1. november, i ugen efter Festen for Kristus Konge) og Festen for Alle Sjæle (2. november). Vi vil her sige lidt mere om disse store kirkefester og deres aktuelle og historiske forbindelse.

Ved Festen for Kristus Konge fejrer vi,  som uddybet i et tidligere indlæg, at Kristus er konge over alt, på Jorden og i Himlen. Kristi altomfattende herredømme er ikke i første række karakteriseret ved Hans absolutte magt over det jordiske, selv om denne magt for os, der lever på Jorden, naturligvis er meget betydningsfuld. For Kristi Rige er, som Jesus siger til Pilatus i festdagens evangelium (Johs. 18,33-37),  “ikke af denne verden”, dvs. det er ikke bestemt af denne verden, hverken i udstrækning eller myndighed. Det “alt”, som Kristi Rige omfatter, overgår al menneskelig forstand. Men samtidig er Kristus konge og “for dette er jeg blevet født og er kommet til verden”. Han er kommet til Verden – til Jorden – som konge, for at oprejse og frelse alle mennesker. Derved er det jordiske, skabelsen, blevet helliggjort, idet mennesker – ved troen på Kristus – kan opnå det evige liv, den uendelige eksistens i Guds nærhed, som ellers er umulig og utænkelig for noget jordisk.

Forbindelsen videre til Alle Helgens fest er åbenbar: her fejrer vi alle de kendte og ukendte mennesker, som med Guds særlige kaldelse har fulgt Kristus Konge efter, og derved vundet plads i Hans rige. Det er en af Kirkens ældste fester, først indstiftet af Pave Bonifacius IV i år 615, i forbindelse med indvielsen af et tidligere hedensk tempel (Pantheon i Rom) til den hellige Jomfru Maria og til alle martyrer. Festen fik dog først sin endelige placering (1. november) i den romerske kalender nogle århundreder senere, under Pave Gregor den IV, der også udvidede festen til at gælde alle Kirkens helgener. At årets dage slet ikke rækker til, at hver enkelt af dem kan have deres egen festdag, er kun en del af begrundelsen for således, på en og samme dag, at fejre Guds særlige udvalgte. Vi fejrer også på denne dag den overstrømmende kilde til håb og frelse, som Gud har skænket menneskene gennem alle kendte og ukendte helgener, og anråber alle disse salige sjæle om at gå i forbøn for os hos Gud.

Den sidste af de tre fester fuldender Billedresultat for christ king all saints all soulsfejringen af Kristi Rige, og fortsætter på en måde hele november, hvor vi beder for de afdødes sjæle i Skærsilden. Men der er noget særligt smukt ved at Festen for Alle Helgen afløses af den alvorlige Alle Sjæles dag (2. november – dog 3. november, hvis selve 2. november falder på en søndag). Den liturgiske farve er sort, og overgangen mellem Alle Helgens og Alle Sjæles Fest minder os i form og indhold om liturgierne Skærtorsdag og Langfredag. Allesjælesliturgien, som er meget lig liturgien for de afdøde, blev først indført i det store benediktinerkloster i Cluny, og derpå udstrakt til hele Kirken i løbet af 1100-tallet. Hvor vi på Alle Helgens dag fejrer de hellige sjæle, som allerede er hos Gud, bønfalder vi på Alle Sjæles Dag om Guds nåde for alle sjælene i Skærsilden, som soner deres timelige synder i uendelig længsel efter at blive forenet med Kristus Konge i hans evighedsrige. På denne dag kan alle præster sige tre messer for de afdøde. Vi besøger også vore egne afdødes grave og beder for deres evige frelse.