Sankt Karl Borromæus Gruppen

Forsoningens Mysterium

Fristelsens og Forklarelsens mysterier, som vi hører om på Fastetidens to første søndage, indfanger på en måde hele Frelsens Mysterium: Kristus overvandt fristelsen til at undvige lidelsen både da Han fastede i ørkenen, da Han bad i Getsemane og da han forblødte i de mørkeste timer på Golgatha. Og i forklarelsens lys finder vi ikke kun vor Frelser på Tabor bjerg, da Hans guddommelighed åbenbares for apostlene, men også i Opstandelsens og Himmelfartens herlighedsfulde stunder. Fristelsen og Forklarelsen indfanger de to modsætninger, som vi lever hele vort liv i. I fristelsens dunkle timer, hvor Satan søger at vriste vor sjæl ud af Faderens hænder, må vi følge Jesu hellige eksempel og påkalde den almægtige Gud, som gennem Dåben har gjort os til sine børn. Falder vi alligevel i fristelse – og det gør vi alle – så må vi overvinde den magt, det onde har fået over vor sjæl, ikke ved egen kraft, men ved at bede vor Frelser om forladelse i kraft af den uendelige Nåde, som Han gennem sit Korsoffer har vundet for os.

Den tredie søndag i Fasten viser liturgien os netop denne vej ud af det ondes greb om os: at løfte vort blik mod Herren, som indgangsverset  (Sl. 24, 15) siger: Mine øjne bier altid på Herren, thi Han befrier min fod fra snarren… Og i søndagens evangelium (Luk. 11, 14-26) hører vi om hvordan Jesus befrier en døvstum mand fra den dæmon, som har besat ham; og straks kan han tale. Den tavshedens dæmon, som Jesus uddriver, er den samme, som afholder synderen fra at bekende sin skyld i skriftestolen – for når han gør det, har den ikke mere magt over ham, og han modtager atter Guds nåde, og bades i Forklarelsens lys. Men evangeligeteksten advarer os også mod den fare, som truer den således befriede sjæl: den vil igen blive prøvet i fristelse. Og hvis vi ikke er agtpågivende, og stadig lader vort blik hvile på den Herre, som har befriet os – hvis vi blot lader vor sjæl være “fejet og prydet”, men dog tom – så vender dæmonen tilbage, værre end før.

Tavshedens dæmon er en af menneskelivets største farer. “Den som ikke er med mig, er imod mig”, siger Jesus – og  som Dom Gueranger påpeger, så er det ikke godt nok at lukke øjnene og tie, når vi står overfor det onde, og håbe på at det går over – eller at vi ligefrem kan være lidt på begge sider. Vi må kæmpe aktivt, højt og energisk bekende at vi hører den korsfæstede Herre til, og forsager det onde. Ellers vil tavsheden og den frygtsomme tøven langsomt dræne os for energi, Guds nåde vil forlade os, og vort fald er da sikkert.

“Han som er Jesu soldat, skal være det med stolthed”, skriver Dom Gueranger. Denne stolthed i Kristus, som er det modsatte af den syndige og trodsige stolthed af os selv, skal præge vores liv i alle situationer, hvor vi konfronteres med det onde i denne verden, og i os selv. Så kan vi med Paulus sige: det være langt fra mig at rose mig uden af vor Herres Jesu Kristi Kors, ved hvem Verden er korsfæstet for mig, og jeg for Verden (Gal. 6, 14).

Men tavshedens dæmon truer til stadighed med at indtage den kristne sjæl, og kun ved frimodigt at bruge den stemme, Gud har givet os, kan vi holde denne besættelse fra døren. Hvis vi til stadighed fylder vore øjne og hjerter med Guds retfærdighed, og når vi uden tøven opløfter vor røst for at forsage det onde og prise Guds godhed, da har dæmonerne ingen magt over os.

Fra det traditionelle benedektinerkloster Notre Dame de Triors i Rhône-dalen (Frankrig).