Sankt Karl Borromæus Gruppen

Laetare Søndag

Midt i fastetiden lader Kirken os skimte Påskens glæde, når liturgien for en stund forlader den strenghed, som ellers præger denne tid. På den fjerde søndag i Fasten er den liturgiske farve rosa, og orglets toner høres igen.

Vi har de første søndage i fastetiden fordybet os i fristelsens, forklarelsens og forsoningens mysterier. Evangeliet (Joh. 6) til Laetare søndag lader os ane Frelsens Mysterium i det Eukaristiske Offer, dvs. Påskens store Mysterium. Vi hører om, hvordan Jesus – kort tid før påske – bespiser en  folkemængde på 5.000 mennesker med to fisk og fem brød, som ved Hans velsignelse bliver en forsmag på det store Offer, Han indvier på Skærtorsdag og bringer Langfredag.

Den mætte folkemængde vil straks gøre Jesus til konge. Hvor meget mere må da ikke vi, som Han i hver messe indbyder til at spise det himmelske brød, ønske at Han må herske over os?

Dom Gueranger minder os i sin bog “Det liturgiske år” om at bespisningen af de fem tusinde finder sted “på et øde sted” (Matt. 13,13). På samme måde indbyder Kirken os, midt i fastetidens strenghed og stilhed, til på denne dag – hvor Påsken nærmer sig – at glædes over den store løn i Himlen, som venter alle som følger Kristus efter. Fastetidens strenghed og stilhed i det jordiske tillader os på en mere intens måde at glædes over det himmelske.

Allerede i Oldkirken forstod man bespisningen af de fem tusinde som et billede på Eukaristien, den næring, som aldrig slipper op.  I Roms katakomber er der mange afbildninger af dette evangelium, og for de tidlige kristne var fisken et symbol på Kristus selv – idet det græske ord ICTYS (fisk) svarer til forbogstaverne i Iesous Christos Theou Yios Soter (Jesus Kristus, Guds Søn, Frelseren). Fiskene og brødene, hvormed de femtusinde mættes, symboliserer altså Eukaristiens Brød, som er Kristus selv.

Forventningen om den kommende Påskefest, hvor vi skal fejre Kristi Opstandelse,  præger søndagens messe allerede fra indgangsverset “Laetare Jerusalem” (Es. 66): Fryd dig, Jerusalem, og saml jer, alle som elsker den! Glæd og fryd jer, I som var bedrøvede, at I må juble og mættes af Trøstens rigtflydende strømme! Jeg glæder mig over, hvad der blev sagt til mig, at vi skal vandre til Herrens hus. Jerusalem symboliserer Kirken, vor Moder, og som epistelen (Gal. 4) understreger, er dette himmelske hjem vort sande hjem. Den opstandne Frelser giver os kraft til allerede i det jordiske liv at bortkaste syndens og dødens lænker –  når blot vi selv vil. For vi er ikke  slaver som i den gamle pagt, men Guds børn.

Laetare søndag minder os derfor også om, at den kristne Fastetid ikke er en sorgens tid. Vi skal bringe vore ofre i denne tid med glæde og håb: for Gud elsker jo en glad giver (2. Kor. 9,6). Derfor, når I faster, må I ikke gå med dyster mine som hyklerne (Matt. 6,16).  Den der faster i tro og håb, faster med glæde.