Sankt Karl Borromæus Gruppen

Sandhed i Trofasthed

Quia rectum est verbum Domini et omne opus eius in fide

Thi Herrens Ord er sande, og alle Hans værker er gjort i troskab

(Salme 32, 4)

Der er en dyb sammenhæng mellem sandhed og trofasthed (eller troskab). På engelsk og mange andre sprog er ordet for “troende” – de der følger Herrens Ord – det samme, som ordet der betegner de som er trofaste, eller forbliver tro mod deres løfter. Også om Gud selv bruges betegnelsen trofast igen og igen, faktisk hele 277 gange i de hellige skrifter – både i det gamle testamente, hvor Herren er tro mod de løfter, Han har givet folket, selv når det er troløst, og i det nye, hvor Gud opfylder sit ultimative løfte om at befri Menneskeslægten fra synden (Rom. 11:25-27). Også os formaner Gud, fx i den store Åbenbaring til Johannes: “Vær tro indtil døden, og jeg skal give dig livets sejrskrans” (Ap. 2, 10). 

Den sande tro kendes altså på troskaben mod Herrens ord, som det er åbenbaret for hele Kirken i de hellige skrifter og i Traditionen. Jesus advarer os mod de “falske profeter” (Matt. 7,15) som splitter Kirken, Guds folk (1. Joh. 4,3). De som prøver at overbevise os om, at Kirken tog fejl – at en ny “lære” i virkeligheden er sand, og at det, som Jesus, Apostlene og deres efterfølgere lærte os, skal forstås på en ny og helt anderledes måde. Den menneskelige splittelse og utroskab følger altid, når nogle lader sig lokke af en ny “lære”. Fx førte de protestantiske vranglærer (der indtil den dag i dag er fortsat med at splintres i stadig nye sekter) til en århundredelang splittelse ikke blot blandt de kristne som samfund, men også helt ind i familierne: ja, for nogle, som den engelske konge Henrik d. 8., var muligheden for menneskelig utroskab utvivlsomt en hovedattraktion ved det protestantiske hæresi. Når vi ser på protestantismen i dag, er det netop en “utroskabens” religion – ikke blot i det menneskelige, hvor ægteskab og præsteskab ikke længere findes som “troskabens sakramenter”, men også i oprøret mod den tro, som Kirken i århundreder opretholdt i vort folk.

Også i den modernistiske parakatolicisme finder vi utroskabens umiskendelige tegn. Lokkende stemmer langt ind i Kirkens egne rækker og myndigheder lokker os med utroskabens ulidelige lethed: Kirken som vi kendte den for få år siden var ikke “tilpasset nutidens realiteter”. Vi opfordres til at udskifte den “barnlige” traditionelle katolicisme med en “voksen”, som fremfor alt er lettere og gør det muligt at “fortolke” selv de mest åbenlyse og klare udsagn i både Traditionens og Evangeliernes lære så de betyder det modsatte af hvad vi før “mente” de betød (og hvad de faktisk, objektivt, siger). Mest ihærdige er angrebene på familien og på liturgiske Tradition. Den nye “lære” – vranglæren – begynder altid med at sige, at Kirken indtil nu har taget fejl, men nu kommer den fuldkomne “sandhed”; som ganske vist i et vist omfang strider objektivt mod hvad Kirken “tidligere” lærte. Og så kommer splittelsen helt af sig selv: mellem de, der forbliver tro mod den “gamle”, sande lære, og de der springer med på den ny “lære”. Og derpå kan vi kende de falske profeter, på frugterne (Matt. 7,16): de skaber splittelse og utroskab, og deres “lære” holder knapt dagen ud, før en endnu nyere “lære” afløser og modsiger den, uden dog at være sand. Splittelsen er Djævelens værk i og omkring Kirken (Johs. 10,12). 

Hvis vi derfor vil “forblive tro indtil døden”, og derved efterfølge vor Herre selv, skal vi med al vor magt afvise og bekæmpe de falske profeter, der vil lokke os med utroskabens religion – uanset om den foregiver at være katolsk eller ej, og uanset hvilke myndighedstegn, disse profeter måtte bære. Den apostoliske succession er fremfor alt efterfølgelse i troen – den falske efterfølger, som hævder at forgængeren tog fejl, er netop en falsk profet, og har ingen krav på vor lydighed eller blot lydhørhed. “For en fremmed vil de aldrig følge; de vil tværtimod flygte fra ham, fordi de ikke kender de fremmedes røst” (Joh. 10,5). Hvad der var sandt, godt og smukt i går kan ikke pludselig være det modsatte i dag. At modtage og videregive den uforfalskede sandhed i tro og levned er troskabens store prøve, indtil afslutningen, hvor Gud vil skille de tro tjenere fra de utro (Matt. 25, 23; 30).