Sankt Karl Borromæus Gruppen

Dom Guéranger

Som abbed ved benedikterklosteret Solemnes i Frankrig, blev Dom Prosper Gueranger (1805-1875) især kendt for sit monumentale værk “Det liturgiske år” (1867), der i 15 bind giver en intensiv fremstilling af tekster, bønner og teologiske skrifter knyttet til hver eneste dag i det katolske kirkeår.

Dom Prosper Gueranger

Et af hans mindre kendte skrifter er “Det antiliturgiske heresi” (1840), hvori han fordømmer en række heretiske ideer som til alle tider – men særlig i det protestantiske kætteri – har kendetegnet de, som efter at have forladt Kirken forsøgte at lave deres egen “liturgi”.

I dette værk opridser han 11 hovedprincipper for den liturgiske heretiker, og vi citerer nedenfor direkte fra Dom Guerangers værk. Enhver lighed mellem disse principper og de seneste årtiers historiske begivenheder er naturligvis utilsigtet af forfatteren, som levede i det 19. århundrede, og hovedsageligt påtalte mangler i sin samtid og ikke mindst i den protestantiske gudstjeneste.

1. Det liturgiske heresis første kendetegn er had til Tradtionen, som den ytrer sig i den Guddommelige liturgis udtryk. Man finder dette særlige kendetegn hos alle heretikere, fra Vigilantus til Calvin, og det er let at forklare grunden. Enhver sekteriker som ønsker at indføre en ny lære vil uvægerligt stå ansigt til ansigt med Liturgien, som er Traditionen når den er stærkest og bedst, og han kan ikke hvile før han har revet de sider itu, som minder om de tidligere århundreders tro.

2. (…) Det andet princip for den antiliturgiske sekt er at erstatte udtrykkene for Kirkens lære i liturgien med læsninger fra den hellige Skrift.  Dette indbærer to fordele: for det første at undertrykke Traditionens stemme, som sekterikeren altid er bange for. Dernæst er der den fordel, at man kan udbrede sine nye dogmer dels ved at bekræfte, dels ved at benægte. Man benægter ved, gennem udeladelse, at forbigå de tekster i tavshed, som er i modstrid med den vranglære som man ønsker at udbrede; man bekræfter ved at fremhæve løsrevne tekstdele som kun viser en bestemt del af sandheden, og som skjuler den anden for den ulærdes øjne. Vi ved fra mange århundreder at alle heretikere lægger større vægt på Skriften end på Kirkens lære, af den ene grund at det letter dem i at få Guds ord til at sige hvad de ønsker, og manipulere frit med det.

3. Det tredie princip for heretikere der reformerer liturgien er –  efter at have fjernet Kirkens formuleringer og erklæret den absolutte nødvendighed af kun at bruge Skriftens ord i gudstjenesten, og efter at have erkendt at Skriften ikke altid kan bruges til alle de formål de ønsker – at indføre nye formuleringer, fyldt med perfiditet som lettere indfanger mennesker i vranglære…

4.  (…) alle sekterikere vil, uden undtagelse, sige at de begynder med at (…) afskære kristendommen fra alt som menneskelige fejl og lidenskaber har tilføjet – fra alt som er “falskt” og “uværdigt for Gud”. De ønsker kun at bevare det primitive, og de foregiver at gå tilbage til de kristne institutioners vugge. For at gøre det, sletter de, skærer bort; alt underlægges deres kontrol, og når man endelig ser deres rene, guddommelige kult, ser man en mængde nye udtryk som bare stammer fra i går, og som uomtvisteligt er menneskeværk, eftersom de der skabte dem stadig lever.

5. Da sekterikerne reformerer liturgien med samme formål som de reformerer læren, som deres liturgireform følger af,følger det at de som protestanter der er adskilt fra enheden [med Kirken, red.] med det formål at reducere troslæren, også bliver ledt til at bortskære alle de ceremonier og formuleringer i liturgien,  som udtrykker mysterier. (…)

6. Bortskæringen af det mystiske element i den protestantiske liturgi fører uvægerligt til den fuldstændige forsvinden af bønsånden, det som vi i katolicismen kalder åndelig salvelse.

7. Idet de foregiver at være i direkte kontakt med Gud, har den protestantiske liturgi ikke brug for mellemmænd. At anråde den Hellige Jomfru om hjælp, eller helgerne om beskyttelse, ville for dem være mangel på respekt for det højeste Væsen.

8. Da den liturgiske reform har som et af sine vigtigste mål at afskaffe alle handlinger og formuleringer som henviser til mysterier, er det en logisk konsekvens at dens forfattere må indføre modersmålet i gudstjenesten.Dette er i sekterikerens øjne et vigtigt punkt. Kulten er ikke hemmelig. Folket skal forstå hvad de synger, siger de. Hadet til det latinske sprog er medfødt i hjertet hos alle Roms fjender. De erkender at dette sprog er et bånd mellem katolikker i hele verden, og et våbenhus af rettroenhed mod alle den sekteriske ånds spidsfindigheder. (…) vi må indrømme, at det er et mesterligt træk af protestantismen at have erklæret krig mod gudstjenestens sprog. Hvis de nogensinde skulle få held til at ødelægge det, vil de være godt på vej til at sikre deres vildfarelser for fremtiden. Når liturgien udstilles for det profane øje, som en jomfru der voldtages, vil den have mistet meget af sin hellige karakter, og snart vil mennesker ikke finde det umagen værd at tilsidesætte deres arbejde eller fornøjelse for at komme og høre hvad der siges på samme måde som man taler på markedspladsen.

9. Da de fjernede fra liturgien det mysterium, som ydmyger forstanden, glemte protestanterne ikke de praktiske konsekvenser, nemlig at frigøre folk fra udmattelse og byrder som den “papistiske” liturgis regler pålægger dem. Fremfor alt,ikke mere faste og abstinens, ikke mere knælen under bønnen. (…) Som man har set forsvandt troen og kærligheden, som blev næret af bønnerne, med disse reformer…

10. Protestantismen (…) fandt hjørnestenen som alt hviler på, og (…) som er uforenelig med enhver fornyelse: Pavens autoritet. (…) Det latinske sprog, tidebønnerne, kirkeårets kalender, breviaret blev alle udråbt som værker af “den store babyloniske skøge”. Den Romerske Biskop råder over forstanden med sine dogmer, og over sanserne med sin liturgiske forordninger. Derfor måtte det erkæres at hans [Luthers, red.] dogmer var blasfemi og vranglære, og hans liturgiske forordninger blot midler  til at håndfast at udbrede en korrupt og tyrannisk dominans.

11. Det antiliturgiske heresi var, for at etablere sit herredømme, nødt til at ødelægge Kristendommens præsteskab, både i praksis og i princippet. For det vidste, at hvor der er en præst, er der et Alter, og hvor der er et Alter, er der et Offer, og med det et mysteriefyldt ceremoniel. (…)