Sankt Karl Borromæus Gruppen

I bøn mellem Paris og Chartres

Dagene omkring Pinse markeres hvert år af Europas største vandrende valfart – Notre Dame de Chrétienté. Valfarten går de 100 km fra Notre Dame de Paris til Notre Dame de Chartres. Den samler omkring 12.000 katolikker – langt de fleste i alderen 17-24 år – som hører til menigheder i Frankrig og resten af Europa, hvor den traditionelle messe fejres indenfor rammerne af de lokale bispedømmer (på basis af Pavens dekret om liturgien fra 2007, Summorum Pontificum). Ca. 6.000 af disse går hele vejen til fods, over tre dage. Resten – bl.a. børnefamilier og mere modne mennesker – deltager i messerne og går en del af vejen. Blandt de nordiske deltagere er også i år en gruppe af danske unge, og et helt kapitel fra Sverige (Lund og Stockholm, hvor der fejres messe hver søndag). Vi beder med og for dem, at Gud må velsigne dem og høre deres bønner.

Årets tema for denne del af valfarten er “Saint Joseph, Père et Serviteur” (Sankt Josef, Far og Tjener). Valfarten begynder lørdag morgen med messe kl. 7 i Notre Dame katedralen.

Pinsedagens messe fejres i skovene ved Rambouillet, og den store messe 2. Pinsedag fejres i Domkirken i Chartres; vi vender tilbage her på bloggen med link til direkte transmission over nettet. En kort videoreportage fra sidste års valfart findes nedenfor – France 3 er Frankrigs svar på TV2.

Samtidig med denne valfart deltager ca. 8.000 katolikker i en anden valfart, som går fra Notre Dame de Chartres til Saint Louis des Invalides i Paris, og hvor alle messer også fejres efter den traditionelle ritus. Denne valfart har også unge deltagere fra hele verden, og organiseres af Pius-selskabet, hvis 600 præster Vatikanet stadig forsøger at få integreret i de almindelige bispedømmer. At det stadig er som det er, skyldes i det væsentlige biskopper, som mange steder har forhindret eller forhalet katolikkers ønske om at leve deres trosliv i den traditionelle ritus. Den åndelige aspiration hos de troende er den samme.

Begge valfarter er et tegn fuldt af håb: 20.000 unge mennesker begiver sig på vandring for at bede for at Helligånden må oplyse Kirken og oplive alle der er skabt i Guds billede, dvs. hele menneskeheden.

Lad os i de kommende dage forene vor bøn med vore unge pilgrimmes !