Sankt Karl Borromæus Gruppen

“Efter mig kommer han, som er stærkere end jeg”

Prædiken – Søndag 24. juni 2018

(Skt. Johannes Døbers fødsel)

Af p. Jan Hansen

Vor Herre, Jesus Kristus; hans mor, Jomfru Maria, samt Johannes Døberen har alle tre dét særlige til fælles, at de er de eneste hvis jordiske fødselsdag Kirken fejrer i løbet af det liturgiske år. At vi fejrer de to førstnævnte, er jo forståeligt nok, men hvorfor er det at særligt Johannes Døberen har en så stor betydning, at vi også fejrer hans fødselsdag, som det netop er tilfældet i dag…? 

En ikke ubetydelig del af det GT beretter om profeterne, der alle havde modtaget det samme kald fra Gud – De blev kaldet og sendt af Gud til Israels folk for at forkynde Guds vilje for sit udvalgte folk. Profeternes vigtigste bedrift var at forkynde omvendelse, og således pege menneskene tilbage i retning mod Gud.  

Profeterne kom og forkyndte når folket havde glemt de store undere som Gud havde gjort imod dem, hvorefter de stille og roligt drev væk fra Gud og fra den sande Gudsdyrkelse. I stedet for at sætte Gud i centrum, satte mennesket i stedet sine egne interesser højere og forfaldt derved til diverse former for afgudsdyrkelse.  

Som den engelske forfatter, G. K. Chesterton engang formulerede det: “Når folk holder op med at tro på Gud, vil de tro på hvad som helst” – Dette er sandt ikke kun i vor tid, men har sådan set været det lige så længe at mennesket har eksisteret. 

Når vi mennesker mangler den sande Gud, begynder vi i stedet at konstruere os frem til et alternativ, som uanset resultatet kun kan være en yderst fattig erstatning for den sande vare. Dette gælder for så vidt både for den tro vi bekender, samt for måden hvorpå vi udlever vores tro.  

Menneskets længsel efter at slukke sin åndelige tørst, kan derfor af gode grunde aldrig fuldendes så længe at mennesket ikke vil erkende at Gud er alt, og at vi skylder Ham alt hvad vi er og ikke mindst for dét som vi har. 

Det er denne erkendelse som Johannes Døberen allerede inden sin fødsel – Alene gennem Guds nåde – var nået frem til, da Jomfru Maria efter undfangelsen af Kristus besøger Elisabeth. 

Johannes Døberen var den sidste profet Gud sendte til verden, inden Frelseren selv kom. Som profet var hans rolle naturligvis den samme som alle profeterne før ham. Han skulle prædike omvendelse for Guds folk, og samtidig pege dem alle i retningen af den længe ventede Messias, idét han forkyndte at:  

“Efter mig kommer han, som er stærkere end jeg […] Jeg har døbt jer med vand, men han skal døbe jer med Helligånden”. 

Johannes forudsiger og understreger, at efter Kristi komme så ville vi ikke længere have brug for profeterne til at lede os, men Helligånden, Talsmanden, er dén som skal lede os til den fulde Sandhed.  

Johannes banede den sidste del af vejen for Kristus, og pegede på ham idet han som bekendt erklærer: “Se, dét Guds Lam som borttager verdens synd”. Som kristne har vi på sin vis modtaget den samme mission som Johannes Døberen, i og med at vi er kaldet til at pege i retning mod Jesus Kristus, og derved hjælpe andre mennesker til omvendelsen gennem sakramenternes nåde. 

Helligånden er dén der hjælper os til at klare dette – Helligånden hjælper os til at være vor tids profeter, både i og ikke mindst for en verden der i dén grad har brug for at blive peget tilbage i retning mod Gud.  

Barmhjertighed er et ord som ofte bruges; at vi som kristne skal være barmhjertige for andre mennesker, og ikke mindst for de mennesker som befinder sig langt fra Gud. 

Alt andet lige, er den mest barmhjertige handling uden tvivl dén at lede de søgende sjæle til livets kilde, også selv for at det ofte kan være en hård vej at vandre. 

Heldigvis minder Kirken os om, at barmhjertigheden er en frugt af selve kærligheden til andre mennesker, og i denne kærlighed ligger naturligvis ønsket om at enhver person må lære Gud at kende. 

Barmhjertigheden – når vi betragter den gennem den sande kærligheds optik – består derfor ikke i at vende det blinde øje til andres synd; men faktisk er det en barmhjertighedsgerning at advare synderen om faren ved at vende bort fra Gud. 

Det kan unægteligt virke som utrolig hård tale, konstant at snakke om synd og omvendelse, men hvad er egentligt mere passende når vi nu tænker på dagens fødselar som vi her fejrer…? 

Johannes Døberen var ikke interesseret i selv at få opmærksomhed eller positive ord med på vejen; Som vi ved blev han modtaget netop med alt andet end rosende ord, netop fordi at han i sit indre vidste hvad hans kald var. Det eneste der betød noget for Johannes var at pege andre i retningen af Sandheden – dén Sandhed der alene kan frigøre mennesket. 

Amen.