Sankt Karl Borromæus Gruppen

“Gud hjælper mig, Herren er min sjæls beskytter”

Prædiken – Søndag 22. juli 2018

(9. Søndag efter Pinse)

Af p. Jan Hansen

Når det går godt for os mennesker, så kan vi nemt blive fristet til at tro at vi kan klare os selv – vi føler os stærke, og vi føler måske at vi nemt er I stand til at overkomme selv de værste og mest besværlige situationer eller udfordringer her I livet. Men dette er nok blot en illusion, for sjældent varer det jo længe førend at vi må sande at vi mennesker bestemt ikke er fuldkomne, og at vi på ingen måde kan klare alle vores problemer på egen hånd. 

Der skal næppe mange kriser eller problemer til førend at vi indser, at livet er ikke altid så nemt at klare som vi troede eller som vi måske havde turdet håbe på. Der kan være mange situationer livet igennem som er med til at tydeliggøre denne virkelighed for os, hvor vi først begynder at miste troen på vores egen fuldkommenhed, når det altså for alvor begynder at brænde på. 

Vi er ikke de eneste som er klar over at livet ikke altid lige går som vi håber eller forventer, men Faktisk finder vi talrige eksempler på dette fænomen I Bibelen; vi ser hvordan mennesker tror at de kan klare en bestemt udfordring alene, eller I værste fald at de kan klare sig uden Gud….men så er det at de på et tidspunkt gennem dybt købte erfaringer må indse at de trods alt blot er mennesker, og at deres evner er begrænsede. 

I de øjeblikke hvor vi erfarer vores menneskelige begrænsninger, og hvor vi indser at vi ikke kan alt det som vi måske ønsker, så bliver vi som regel også mere åbne for at der er en større virkelighed, og da særligt at Gud er dén som skaber og opretholder alting, foruden også at komme os mennesker til hjælp når vi vil erkende vores behov for Ham. 

Dagens bønner og tekster understreger denne realitet for os, og at vi på et tidspunkt må komme til denne konklusion, som vi f.eks. hører det I indgangsverset: “Se, Gud hjælper mig, og Herren er min sjæls beskytter”. 

Samtidig hører vi hos Paulus advarslen om at vi ikke skal lade os friste af det onde, og at vi ikke skal gøre som alle afgudsdyrkerne – eller endda værre, som Paulus siger, at vi begynder at friste Herren. For alle disse ting er på hver deres måde med til at understrege vi ikke helt vil acceptere, at vi ikke bare kan tillade os hvad som helst vi ønsker. 

…og igen, så siger Paulus at Gud er trofast…Gud er som nævnt hos salmisten dén som hjælper os, og dén beskytter os mennesker fra det onde. Hvis vi vil lade os omvende og erkende at vi trods alt er begrænsede, og at vi ikke kan klare os selv, så vil Gud også være vores støtte I de svære tider vi oplever livet igennem. 

Det er om muligt det mest fundamentale tema som vi møder I Bibelen og I vores kristne tro; særligt fordi at det er forbundet med arvesynden som vi desværre også må slæbe rundt på; denne arvesynd som var skyld I at mennesket mistede sin forbindelse til Gud. 

Nogle af de som har nok I sig selv vil uden tvivl påstå, at tro det er kun for svage mennesker som ikke kan klare sig selv, mens at de som er stærke ikke har brug for Gud eller for troen, for at kunne realisere sig selv som mennesker. Hvor mange ateister og agnostikere er ikke hurtige på aftrækkeren til netop at understrege dette, at de da bestemt ikke har brug for en Gud til at hjælpe dem…? 

Til dette kan vi andre måske blot nøjes med at konstatere, at hvis man mener at man ikke har brug for Gud, så er det nok et kraftigt tegn på, at man endnu ikke har oplevet sine menneskelige begrænsninger, og at man således endnu har til gode at lade sig omvende fra sin stålsatte tro på egne evner. 

Men når de oplever det – og det kan jo nemt være at vi har sådanne personer blandt familie eller venner, som en dag vil få en større eksistentiel krise, hvorved de indser deres egne begrænsninger – så er det at vi som troende bør være klar til at hjælpe dem til at finde frem til Gud.

Amen.