Sankt Karl Borromæus Gruppen

“Gud, vær mig synder nådig!”

Prædiken – Søndag 29. juli 2018

(10. Søndag efter Pinse)

Af p. Jan Hansen

Vi har som troende alt god grund til at være taknemmelige, særligt når det går os godt. Der er grund til at vi takker Gud for alt hvad vi har fået af Ham, og ikke mindst for de gange Han hjælper os til at undgå visse former for synd I vores liv, og derved hjælper os til at vi kan holde os på dydens forholdsvise smalle sti.  

Som Farisæeren I dagens evangelium der lovpriser Gud fordi han ikke begår visse synder, bør vi da også være Gud taknemlig for hvis vi kan undgå synd…men  hvorfor går det så forfærdeligt galt for Farisæeren, når nu det da er en god ting at takke Gud for at Han hjælper os bort fra fristelser og synd…? 

Jo, Farisæerens problem er jo selsagt det, at han sammenligner sin egen succes med andres evne til at leve et dydigt liv; I stedet for at sammenligne sig selv med den regel som Gud har sat for os alle sammen gennem de 10 bud, der jo er det ultimative moralske kompas som Gud har givet os mennesker til at skelne mellem godt og ondt, så sammenligner han sig I stedet med andre mennesker…og ja, set ift. Tolderen som stod ved siden af ham, så klarede han den måske nok fint, men dog ikke ift. Guds standard og mål. 

Hvis Farisæeren havde valgt at takke Gud, og samtidig undladt at sammenligne sig selv med andres evner til at gøre det gode, så ville han jo nok have stået I en noget bedre situation, end det umiddelbart var tilfældet. Når vi sammenligner os med andre mennesker, så er det at vi hurtigt kan risikere at komme ind på dén glidebane hvor vi tror, at vi er bedre end andre, og ender derved også på en måde at foregribe Guds nåde og barmhjertighed….vi kan risikere at betragte nåden og barmhjertigheden som en rettighed vi har krav på, netop fordi at vi betragter os selv som gode mennesker – med andre ord, risikerer vi at blive hovmodige og stolte over at vi ikke er som andre. 

Farisæeren bruger således andres elendighed til at ophøje sig selv, og bruger dét som et argument for at han inderst inde er et godt menneske, fordi han jo netop ikke er som de andre der kun gør dårlige ting. 

Siden Kirkens oldtid har man indenfor det åndelige opereret med begrebet om de 7 dødssynder, hvoraf hovmodet er den største af dem alle. For det er selvsagt gennem hovmodets synd at vi begynder at ophøje os selv; det er nok med rette at den store middelalderteolog, Thomas Aquin betragter hovmodet som dronningen af alle synder, fordi at den er rodfæstet I menneskets oprør imod Gud, og I menneskets manglende evne til at betragte Gud som kilden til alt godt. 

I lignelsen om Farisæeren ser vi at hans karaktértræk grundlæggende set er yderst narcissistisk, fordi at man ikke har øje for andre mennesker – narcissisten fokuserer konstant på sin selv, og er på ingen måde I stand til at elske andre mennesker…han er ikke I stand til at skelne mellem mennesket bag facaden som vi altid bør elske, og så de ting som synderen, mao. den ydre façade, foretager sig – for Farisæeren er der ikke umiddelbart den store forskel mellem det ydre og det indre. 

Løsningen på hovmodets faldgrube, og derved også vejen til forsoningen med Gud ser vi I tolderens attitude – han tør end ikke se op, men beder blot Gud om at forbarme sig over ham. Kun dén som er I stand til at indse sin egen manglende fuldkommenhed, vil også lettere være I stand til at ydmyge sig selv foran Gud og mennesker. Den ydmyge person har inderst inde forstået at menneskets mål ligger udenfor mennesket selv; eller som vores gode ven, Thomas Aquin siger det, at vi som mennesker formår at holde os inden for vores naturlige evner og grænser. 

Ydmyghed er ikke lig med en konstant negativ attitude over for os selv, men det består grundlæggende I at se hvad Gud forventer af os, og så sammenligne det med virkeligheden. Ydmygheden bliver da først virkningsfuld når vi formår at se at der er stadig langt fra den virkelighed vi lever, til den standard Gud ønsker at vi skal leve efter. Når vi har erkendt denne forskel, er det at vi som tolderen bedre bliver I stand til at sige: “Gud, vær mig synder nådig!”. 

Amen.