Sankt Karl Borromæus Gruppen

“Bør vi vende Kristus og hans Kirke ryggen…?”

Prædiken ifm. messen søndag 9. september 2018

(16. søndag efter Pinse)

Af p. Jan Hansen

Der findes tidspunkter hvor opmuntrende ord kan være en tiltrængt hjælp for os; og så findes der tidspunkter hvor det er svært med ord at udtrykke dét som vi måske inderst inde føler – særligt tænker jeg på følelser som en retfærdig vrede eller en smerte over at være blevet såret, eller over at føle sig forrådt. Disse ting kan vi føle, men der er tider hvor det kan være svært for os at udtrykke disse følelser på den bedst mulige måde.

De seneste par uger og måneder har efterhånden vist at Kirken bestemt ikke er nogen undtagelse når det kommer til synd. Kirken består af mennesker der synder, og vi mennesker begår til tider forfærdelige og grufulde ting. Jeg behøver forhåbentlig næppe nævne i detaljer de uhyrligheder og mange overgreb der efterhånden er kommet for dagen, som præster og biskopper igennem årevis har foretaget, alt imens de har brugt deres autoritet og magt til at udføre deres lyster.

Vi har følt smerten over at disse ting overhovedet har fundet sted, men endnu mere føler man måske med rette vrede, som i allerhøjeste grad kan være retfærdig; en vrede over at en lang række af biskopper og kardinaler systematisk har dækket over disse forbrydere, som uden problemer kunne fortsætte deres modbydelige handlinger.

På sin vis er alt dette i sig selv med til at kaste et lidt ubehageligt lys på alle os præster, fordi vi andre nemt kan blive mistænkeliggjort og ikke mindst sat i bås med dem som har valgt at forråde Kristus og hans Kirke. Desværre så er vi præster ikke undtaget for synd, men trods alt burde vores fokus altid være rettet mod Jesus Kristus – og da særligt i kraft af at vi er viet og sat til side for at tjene ham, og ham alene.

Når vi mennesker, og da særligt vi som er viet til at tjene Herren, begynder at misbruge vores magt, vores position og autoritet til at tilfredsstille os selv – ja, så er det bestemt ikke længere Gud vi tjener, men det er i stedet den Onde som vi er gået over til at tjene. For os alle gælder det, at i dét øjeblik at vi vores fokus ikke længere er rettet mod Jesus Kristus, så begynder tingene hurtigt at gå galt for os…og i værste fald, kan det gå grueligt galt, hvis ikke vi når at vende om i tide.

Jeg kan som præst godt forstå hvis mange i Kirken er blevet voldsomt vrede over præster og biskopper som enten har misbrugt andre, eller ligefrem forsøgt at dække over hinanden. Hvis ikke man med rette er ekstremt indigneret over dét som er sket, så vil jeg vove at påstå at der nok er ét eller andet galt. Jeg forstår 100% alle de troende som efterhånden har mistet tålmodigheden med alle os der er viet til Gud – vi som skulle forestille at være hyrder. Jeg kan godt forstå hvis mange er begyndt at spørge sig selv:

  • Kan vi på nogen som helst måde have tillid til, at Kirkens hyrder rent faktisk ønsker at tjene Gud og hans Kirke, fremfor blot at tjene sig selv og deres egne interesser…?
  • Giver det overhovedet mening at fortsætte med at komme i en Kirke, som efterhånden synes at være sølet ind i den ene skandale efter den anden…?

Jeg stiller også mig selv disse spørgsmål – fordi hvilken autoritet eller hvilken tillid har vi som Kirke, som præster og biskopper efterhånden tilbage…?

I realiteten har vi måske nok meget lidt autoritet tilbage, og hvis folk har mistet tilliden til os, så er det nok ganske forståeligt. Dog bør vi stille os selv spørgsmålet, om det er passende at også VI begynder at vende ryggen til Jesus Kristus, blot fordi han blev forrådt af Judas Iskariot…? Bør vi vende Kristus og hans Kirke ryggen, blot fordi vore dages Judas Iskariot’er, hvor mange de end er, har forrådt Kristus og den tillid han har vist hver enkelt af dem…?

Når vi som Kirke befinder os i en krise, så er det værd at bemærke at det bestemt ikke er første gang at vi oplever problemer med præster, biskopper, kardinaler eller paver, som har det med at opføre sig mere som ulve, end som hyrder. Hvis vi tager et godt kik på Kirkens efterhånden 2.000 år lange historie, så har Kirken oplevet ting som var mindst lige så forfærdelige – hvis da ikke ligefrem værre – end dét vi oplever i vor tid som Guds Kirke her på Jorden.

Hver eneste gang når Kirken har oplevet en krise, så har Gud oprejst helgener inden for Kirkens rækker som har formået at reformere og forny Kirkens åndelighed; og de har sørget for at vores fokus påny blev rettet det korrekte sted hen.

Ligesom Paulus i dagens epistel beder om at de troende i Efesus må fyldes af Ånden, så de kan blive styrket af Kraften fra Kristus, og at troen samtidig må være i deres hjerter, således bør også vi påny bede om at vi må blive styrket i vores personlige tro og i vores kærlighed til Gud. Derved vil vi også nemmere blive i stand til at tjene Gud, fremfor at tjene os selv og vores egne interesser.

Vi er som troende nødt til at fokusere på vores egen hellighed og vores eget forhold til Jesus Kristus mere end noget andet, fordi hvis ikke vi som troende begynder at gøre hvad VI kan for at blive helgener, så er der meget lidt håb for at Kirken i sidste ende kan blive fornyet.

Vi har naturligvis brug for at der også sker konkrete ændringer i Kirken, og at de mennesker som har misbrugt enten tillid eller autoritet bliver stillet til ansvar for deres handlinger; dog må vi også erkende at ikke alt står i vores magt, at vi som er her i periferien af Kirken befinder os på breddegrader langt fra det kirkepolitiske magtcentrum og derfor har meget svært ved at foretage de nødvendige konkrete ændringer som Kirken har brug for her og nu.

Vi må nok erkende at vores menneskelige evner til at udrette mirakler er meget begrænsede, og der er derfor tider hvor vi med hånden på hjertet er nødt til at erkende, at vi ikke kan gøre ret meget andet end at sige til Gud: “Herre, dét her er DIN Kirke; nu er det da vist på tide at DU gør noget…!”.

Gennem faste og bøn kan vi udrette mange ting, som Kristus også tydeligt har sagt. Naturligvis er det nødvendigt at vi faster og beder for Kirken og den situation som vi befinder os i for tiden, som vores biskopper her i Norden forleden har opfordret os til.

Lad os derfor bede Gud om, at Han må vende alle disse skandaler til noget godt, at vi ved at få det hele frem i lyset, dels får ryddet ud i al det snavs som befinder sig I Kirken, men også at dette må være starten på en længe tiltrængt åndelig fornyelse af den Kirke, som vi alle elsker og holder af.

Amen.