Sankt Karl Borromæus Gruppen

“Vær overbærende i kærlighed”

Prædiken – Søndag 16. september 2018

(17. søndag efter Pinse)

Af p. Jan Hansen

Begrebet næstekærlighed burde næppe være et fremmedord for os kristne, og omend vi udmærket kender til fænomenet “kærlighed”, så kan vi til tider måske have en tendens til at overromantisere betydningen af kærlighed i det hele taget. Når vi hører ordet “kærlighed” får vi nok ofte nogle associationer oppe i hovedet med amoriner der flyver rundt i luften omkring os. 

Kærligheden har selvfølgelig – og bør naturligvis altid have – en vis snert af romantik over sig, men det er vigtigt også at huske på, at kærlighed fra gammel tid af blev betragtet som et mere bredt og mere komplekst fænomen end blot omkringflyvende amoriner. 

De gamle grækere havde talrige udtryk for at beskrive kærligheden i dets mange former og udtryk, og ét af dem – Agapé – er den højeste og mest sublime form for kærlighed der findes. Det er den, dels fordi denne kærlighed kræver at vi rækker ud over os selv, og særlig ud over vore egne selviske ønsker og interesser, men især fordi den også beskriver den højeste og mest fuldkomne form for kærlighed, med hvilken Gud elsker os mennesker. Kærligheden er, og bør altid I sidste ende være, selvopofrende – netop fordi vi formår at give os selv 100%, alene med dét formål at ville det bedste for dén som man elsker og holder af. 

Jesus siger i Johannesevangeliet, nærmere bestemt ved den sidste nadver, at “Større kærlighed har ingen end dén at sætte sit liv til for sine venner”. Som Kristus gav sit liv for at verden kunne få livet tilbage, skal vi som kristne forsøge at imitere denne form for selvopofrende kærlighed. 

Til de kristne i Efesos, skriver Paulus – som vi netop hører det i dagens epistel – at de skal: “bære over med hinanden i kærlighed, og stræbe efter at fastholde Åndens enhed med fredens bånd”. 

Selvom disse er smukke og prisværdige opfordringer til at leve et liv mere i tråd med dét som Gud ønsker af os, så må vi også ærligt erkende vores til tider manglende evne til rent faktisk at leve op til at elske vores næste som os selv. Vi ved jo udmærket godt at det er svært at skulle bære over med hinandens fejl og mangler, og da særligt alt imens vi forsøger at undlade at rive hovederne af hinanden. 

Fællesskabet inden for Kirken er, og har aldrig været, en undtagelse i denne henseende. Vi ved hvor stor en udfordring det er, når vi skal betragte andre katolikker, f.eks. andre personer i menigheden som vi tilhører, som vores brødre og søstre i Kristus. Mest af alt er det de personer, som vi måske ikke umiddelbart bryder os synderligt om; dem som vi fra tid til anden skændes med, eller blot kan have en tendens til at dømme i vores indre, eksempelvis hvis vi er uenige med dem om hvordan man som katolik bør leve sin tro…der kan være mange grunde til at vi enten er uenige, eller blot har det svært med at være overbærende med vores søskende i Kristus. 

I bund og grund foretrækker vi ofte at optræde i flok, at være sammen med de personer som vi synes ligner os selv mest, eller som har de samme synspunkter som os selv – derved vil vi nemt have noget at snakke med hinanden om. Det er nok mere sjældent at vi frivilligt foretrækker at bruge meget tid sammen med personer, hvis verdensbillede ligger lysår fra vort eget. 

Noget af det sværeste for os mennesker er formentlig dét at skulle interessere os for personer som er alt andet end lig os selv, og endda særligt forsøge at virke imødekommende og åbne over for dem som vi ikke  synes vi nemt kan identificere os med. Der vil givetvis altid nogle som vi har det svært med; nogle som har en evne til at irritere os grænseløst – selv inden for Kirkens 4 vægge – eller blot er der nogle personer som vi i alle andre sammenhænge, uden for Kirkens grænser, nok næppe ville have valgt som vores venner. 

Og for så at komme tilbage til kærligheden, som det hele handler om, så er det netop hér inden for Kirken – mere end noget andet sted – at begrebet om næstekærlighed skal stå sin prøve, og dermed være med til at bevise, at Kirken er i stand til at rumme mange forskellige typer personer, og at vi ét eller andet sted stadig respekterer hinanden, selvom vi måske kan være rygende uenige med hverandre – hvad enten det drejer sig om indre kirkelige udfordringer, eller for den sags skyld øvrige verdslige anliggender. 

Men netop dét faktum, at vi ikke desto mindre er en del af det samme trosfællesskab, vidner jo om Guds visdom, og måske endda endnu mere om Kirkens guddommelige natur. At vi lærer at bære over med hinanden – som en selvopofrende gerning – er den mest fuldkomne måde at udleve kærligheden til sin næste, alt sammen med det ene formål at vi ikke splitter Kirken ad i atomer, men at vi ved Helligåndens vejledning og styrke netop vil kunne formå at leve sammen i ét fællesskab. For som Kristus sagde til sine disciple ved den sidste nadver:  

“Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.” 

Amen.