Sankt Karl Borromæus Gruppen

“Rejs dig, dine synder er dig tilgivet”

Prædiken – Søndag 23. september 2018

(18. søndag efter Pinse)

Af p. Jan Hansen

Sygdom og lidelse er ofte noget vi tænker at andre uheldige mennesker rammes af, mens vi selv blot kan betragte konsekvenserne af andres sygdom på afstand. Vi ser hvordan folk der rammes af alvorlig sygdom svækkes kraftigt, samtidig med at de i visse tilfælde bliver ude af stand til at  udføre selv de mest basale menneskelige funktioner. Man bliver hurtigt afhængig af al den hjælp og støtte man kan få fra andre mennesker, for derved at kunne klare sig gennem denne vanskelige tilstand som sygdommen påfører os.

En sygdom kan ændre vores liv radikalt fra det ene øjeblik til det næste. Den ene dag fuldfører man måske et maraton, for dernæst få dage efter at blive ramt af en lammelse der gør at man ikke kan bevæge sig. Vi ved ikke hvornår vi rammes, endsige hvor hårdt vi kan risikere at blive ramt af sygdom og lidelse.

Beretningen om den lamme mand der helbredes af Jesus, viser os dels hvordan hans liv radikalt blev ændret da han mødte Herren, samtidig med at dette møde fornyede hans liv. Fra at have været lænket til en båre, formentlig uden noget reelt håb om nogensinde at blive rask igen, blev hans liv med ét forandret. På ét kort øjeblik fik han sit liv og sin førlighed igen, alene fordi Kristus valgte at gribe ind i hans liv. Med andre ord fik den lamme, takket være Kristus, livet igen.

Omend de fleste af os nok kan se os fri af de værste former for sygdom, så rammes vi dog alle fra tid til anden af en anden og mere alvorlig lidelse, som har mere vidtrækkende konsekvenser end at lamme vores liv og førlighed.

I kraft af vores åndelige livstilstand rammes vi indimellem af en åndelig form for lammelse, som er en så alvorlig sygdom at der kun findes ét middel der kan kurere den – nemlig skriftemålets sakramente.

Den åndelige lammelse – synden – gør os ude af stand til at vandre videre, særligt fordi  synden får os til at snuble og falde, hvorefter at vi kun er i stand til at rejse os igen med hjælpen fra Jesus Kristus. Han alene kan give os dén håndsrækning som vi behøver for at komme på fode igen, og han alene kan helbrede os for vores åndelige lammelse.

Den lamme mand på båren blev bragt hen til Jesus, så han kunne blive helbredt for sin sygdom. Hvis vi ønsker at blive helbredt for den åndelige lammelse, så er vores håb om at kunne modtage denne helbredelse nødt til at tage udgangspunkt i vores anerkendelse af, at der ikke findes noget andet middel i denne verden end dén nåde som formidles af Kirken, gennem skriftemålets sakramente.

Det kan ofte hænde, at når vi falder pga. vore mange synder, så bliver vi ramt af fristelsen til at tro, at der ikke er håb om at blive rask igen. Enhver som rammes af en alvorlig fysisk lidelse vil formentlig forvente, at der i visse tilfælde kan være en lav sandsynlighed for at kunne blive helbredt.

Denne følelse kan vi måske også til tider mærke i vores indre, når vi for Gud ved hvilken gang begår de samme synder igen, og igen – i værste fald kan det hænde at vi i dén forbindelse ikke mærker nogen reel forbedring i vores åndelige tilstand, og dérfra er der ikke langt til at vi helt opgiver at søge at blive helbredt af Jesu Kristi nåde.

Skriftemålet kan nemt efterlade os med en følelse af, at det til tider er en lidt kedelig pligt vi bør udføre, bl.a. fordi at vi reelt set er forpligtet til at skrifte mindst én gang om året, samt hvis vi har begået alvorlige synder.

Idéen med at have en lov eller regel, der sætter en minimumsgrænse enten for hvad vi kan tillade os at gøre, eller for den sags skyld burde, bunder på ingen måde i et ønske hos Kirken om at gøre livet surt for os. Snarere tværtimod. Faktisk er hele målet med at vi har regler, at de er med til at opdrage os i hvad der er godt eller dårligt for os.

Hvis vi ser skriftemålet som en sur pligt som vi skal udføre mindst én gang om året, så misser vi selvsagt pointen med hvad dette sakramente formår at gøre for os. Hvis vi udelukkende ser på hvad loven siger, og ikke hvad målet med den er, så er det at vi nemt risikerer at overse ånden i og formålet med loven.

At vi er forpligtet til at skrifte mindst én gang årligt, er jo blot med til at sikre at vi ikke helt holder op med at gøre brug af dette redskab, netop fordi at Kirken ved hvor vigtigt det er at vi husker at bruge sakramenterne.

Hvis der er én ting vi aldrig bør glemme, så er det netop Guds ønske om at ville tilgive os vore synder. Hvis ikke Gud var villig til hele tiden at række os en hjælpende hånd, så vi kan komme på fode hver gang vi falder, så kunne det jo næsten være det samme med overhovedet at komme i kirke. Vi vælger jo heller ikke at komme i kirke, blot fordi vi føler det som en sur pligt, men snarere fordi vi inde i os selv godt kan mærke hvilken forskel det gør.

En patient ville nok ikke tage sin medicin, hvis ikke han eller hun havde blot en snert af tro på at denne medicin rent faktisk også vil virke. Selvom lægen nok så hårdnakket kan blive ved med at påstå, at medicinen er livsvigtig, så vil patienten jo næppe tage den, hvis ikke vedkommende er overbevist om at det nytter at lytte til lægen, som jo alt andet lige burde vide hvad han snakker om.

En patient der har været igennem et langt og hårdt sygdomsforløb vil utvivlsomt føle, at det mest livsbekræftende er når lægen fortæller, at han eller hun er blevet helbredt, og derfor godt kan tage hjem igen.

Set i dét lys, hvad er da mere livsbekræftende end i skriftemålet at høre præsten sige ordene: “Kristus har tilgivet dig dine synder. Gå bort med fred”.

Amen.