Sankt Karl Borromæus Gruppen

Et effektivt åndeligt redskab

Prædiken – Søndag 7. oktober 2018

(Vor Frue af Rosenkransen)

Af p. Jan Hansen

Da Kristus hang på korset betroede han sin moder, Jomfru Maria, til sine disciple. De skulle betragte hende som deres mor, og hun skulle betragte dem som sine børn. Kirken har derfor altid set op til Jomfru Maria som sin moder, som dén der bedre end nogen anden er i stand til at bringe alle vores forbønner og ikke mindst bekymringer frem for sin Søn, Jesus Kristus. 

Rosenkransen, som ifølge traditionen stammer tilbage fra Middelalderen, er den formentlig den mest populære bønsform næst efter den Hellige Messe. Katolikker har i århundreder gjort brug af Rosenkransen for at bede om Jomfru Marias forbøn, samtidig med at de har haft muligheden for at meditere mere intenst over frelsens mysterier.  

Selvom en rosenkrans måske ikke ser ud af så meget, så har den en enorm åndelig kraft i sig som man på ingen måde skal undervudere. I historiens løb er det netop blevet tydeliggjort hvordan rosenkransen har fungeret som et effektivt åndeligt redskab til at overkomme selv de sværeste forhindringer samt trusler imod troen og Kirken. 

Ifølge Traditionen blev rosenkransen – som vi kender den i dag – til i starten af det 13. århundrede; en tid hvor kætterierne florerede vidt og bredt. Grundlæggeren af Prædikebrødrenes orden, den hellige Dominikus, havde få år forinden grundlagt dét som vi i dag kender som dominikanerordenen, med det formål at komme et omfattende kætteri i Sydfrankrig til livs. Albigenserne, som den Hellige Dominikus ønskede at omvende, var en form for dualisme der betod i at foragte det materielle, alt det som Gud havde skabt i godhed, for så i stedet at fokusere udelukkende på den åndelige dimension af menneskets tilværelse. 

Efter at have bedt indtrængende til Jomfru Maria om hjælp til at kæmpe imod disse albigensere, fik Dominikus dérefter rosenkransen, som skulle vise sig at være et effektivt middel. Med rosenkransen som ledsager lykkedes det dominikanerne at omvende albigenserne fra deres kætterier. 

Når vi så i dag – den 7. oktober – fejrer Vor Frue af Rosenkransen, så skyldes det en anden, og mere alvorlig begivenhed der fandt sted nogle hundrede år senere. I kølvandet på Reformationen som havde formået at splitte det kristne Europa, var kontinentet truet af en større invasion af tyrkiske tropper, som havde haft held til at indtage visse dele af Centraleuropa. Alt dette kulminerede i et større søslag i Middelhavet den 7. oktober 1571. 

Pave Pius V bad alle de troende i Kirken om indtrængende at gribe fat i deres rosenkranse, for særligt at bede om Jomfru Marias beskyttelse og forbøn for det søslag der ventede forude. På mirakuløs vis lykkedes det at overvinde den tyrkiske flåde, og i taknemlighed over dét der blev set som en guddomelig indgriben takket være Jomfru Marias beskyttelse og forbøn, indstiftede Pius V derefter festen for Vor Frue af Rosenkransen. 

Selvom krig nok ikke lige er noget vi som sådan bør fejre, så må vi dog til stadighed erkende at vi som Kirke befinder os i en alvorlig kamp mellem godt og ondt. Vi befinder os dog ikke i en almindelig kamp, men det ér og bliver fortrinsvist en åndelig kamp som vi må udkæmpe med åndelige midler, og da særligt med bønnen som vores trofaste assistent. 

Som Kirke har vi en opgave at forkynde Kristus til verden, og det er selvsagt tydeligt at ikke alle bryder sig om Kirkens forehavende. Mange har i tidens løb forsøgt, og mange vil fortsat forsøge at kæmpe imod Kristus og imod Kirkens mission her på jorden – både synlige og usynlige kræfter i verden vil forsøge at kæmpe imod udbredelsen af Jesu Kristi evangelium. 

I lyset af den seneste tids krise internt i Kirken, bad biskopperne her i Norden os for nyligt om at dagen i dag skulle være en særlig bededag for Kirken og for den Hellige Fader.  

Vi kan sagtens blive fristet til at miste modet når vi kommer ud for større kriser, hvor vi ikke så nemt kan se den umiddelbare løsning foran os. Men det er netop i sådanne tider at vi har brug for at gribe fat i vores rosenkranse og bede endnu mere indtrængende end tidligere om Guds hjælp.  

Vi bør aldrig glemme at bønnen kan udvirke mirakler i Kirken, og særligt at miraklernes tid bestemt ikke er ovre. Lad os aldrig miste modet, eller for den sags skyld tro at det kan være lige gyldigt fortsat at bede, blot fordi at vi måske ikke lige med det samme ser nogen forbedring på de problemer som vi kæmper med. Kristus har lovet os at Han aldrig vil forlade sin Kirke, så derfor handler det om stadig at have tillid til at Gud nok skal hjælpe os. 

Lad os med rosenkransen som vores trofaste ledsager i tillid til Guds forsyn, fortsat bede om Jomfru Marias forbøn for Kirken, for den Hellige Fader, og ikke mindst for os selv og for hinanden. 

Lad os bede om at alle de ting vi kæmper med, både i vores personlige liv, og ikke mindst i Kirkens liv, alt sammen må blive vendt til noget godt, således at det i sidste ende må blive til Guds ære og til hele verdens frelse. 

Amen.