Sankt Karl Borromæus Gruppen

Hellige Karl Borromæus, bed for os!

Kirken fejrer festen for den hellige Karl Borromæus i morgen, den 4. november (idet festen, når den falder på en søndag, dog fortrænges af denne). Hvem var han, hvad kan vi lære af hans liv, og hvorfor har vi valgt at stille denne gruppe under hans beskyttelse?

Den hellige Karl fødtes 1538 i en aristokratisk familie, som boede i et slot nær Milano. Han viste sig tidligt som et fromt og lærenemt barn, og blev som 16-årig sendt til universitetet i Pavia (syd for Milano) for at læse civil og kanonisk ret. Da han endnu kun var 22 år gammel, blev hans morbror Pave (Pius IV), og Karl blev udnævnt til en række kirkelige embeder, bl.a. administrator af ærkebispedømmet af Milano og kardinal, uden dog at være præsteviet (!) – idet familien ville have ham gift for at sikre arvefølgen til dens betydelige formue. Men Karl modsatte sig dette ønske og lod sig i 1563 præstevie. Han levede hele sit voksne liv i den yderste askese og fromhed, idet han med stor iver reformerede sit bispedømme, med særlig fokus på at afskaffe de mange misbrug i præsternes og ordensfolkenes levned såvel som i liturgien, der florerede (også) på den tid.  Han er ikke mindst kendt for sin ledende rolle i de sidste år af Tridentinerkoncilet (1545-1563), som både gav utvetydige svar på de protestantiske heresier og gav klare linier for den katolske liturgi (St. Pius d. V’s messe) og teologi (den tridentinske katekismus), og for præsteskabets uddannelse og disciplin. Også i arbejdet for at hjælpe fattige og syge var den hellige ærkebiskop utrættelig; under pestens rasen i Milano i 1576 skønnes hans indsats for at pleje de syge og bespise de fattige at have reddet så mange som 70.000 menneskeliv. Han plejede personligt mange af de syge og sultende.

Sankt Karl Borromæus er således et strålende forbillede både for biskopper, præster og lægfolk, ikke mindst i tider hvor troen, liturgien og præsteskabet er truet af indre opløsning og ydre fjender. I modsætning til mange kirkefolk på hans tid, lod han sig hverken friste af nye vranglærer eller af verdens lyst og pragt, men insisterede på at “I skal først og fremmest prædike gennem den måde I lever på”, dvs. ved at følge Kristus efter gennem fromhed og barmhjertighed. Verdens goder og skønhed kan let forblinde os, når de bruges til vor egen tilfredsstillelse. Men de finder deres rette plads, når de bruges til Guds ære og tjeneste, ikke mindst i liturgien. Den hellige Karl spillede en afgørende rolle i genoprettelsen af disciplin og herlighed netop på det liturgiske område.

Det er derfor ikke svært at se, hvorfor den hellige Karl også i dag er et lysende forbillede for os. At arbejde for den værdige og herlighedsfulde liturgi som frembæres til Guds ære, er måske hvad vores lille gruppe i første række forsøger at understøtte; men i dette ligger også det anliggende, at styrke og genoprette kendskabet til den katolske tro, og det katolske præsteskabs  dybeste mening, nemlig at formidle Guds nåde og barmhjertighed for alle menneskesjæle, og føre dem til den evige frelse gennem sakramenternes nådemidler.

Lad os på den hellige Karls festdag bede med hans egne ord:

Almægtige Gud, du har i din miskundhed ladet menneskene kende dit livs mysterier gennem Jesus Kristus din Søn, ved Helligånden. Oplys vore sind så vi kan tilegne os disse mysterier som din Kirke skatter og lærer. Bevæg vore hjerter til at elske dem, og vor vilje til at leve i overensstemmelse med dem. Giv os evnen til at videregive denne tro til andre uden stolthed, uden at prale og uden at søge personlig vinding. Lad os erkende, at vi blot er dine værktøjer til at hjælpe andre til at erkende din vidunderlige vilje med al skabningen. Hjælp os at forblive tro mod de opgaver du har betroet os. Amen.