Sankt Karl Borromæus Gruppen

“Al visdom kommer fra Herren”

Prædiken – Søndag 25. november 2018

(Sidste søndag efter Pinse)

Af p. Jan Hansen

For hvert år; for hver dag; ja, for hvert sekund der går, nærmer vi os langsomt afslutningen på denne verden. Ingen af os ved hvornår dagen oprinder; vi ved kun, at én eller anden skønne dag, vil alt dette som vi ser omkring os få en ende. Jorden med alt hvad den rummer vil en dag forgå, men Guds ord vil aldrig i evighed forgå – for Gud vil en dag gøre alting nyt; en ny himmel og en ny jord.

Dette faktum, at vores verden en dag vil få en ende kan være svært for mange at forholde sig til. Mange ønsker ikke at tro på at vores verden en dag vil slutte brat, mens andre derimod er så ekstremt fokuseret på dommedagen, at det næsten nærmer sig en lettere usund besættelse. Vi har set talrige eksempler på diverse sekter og grupper der alle har ment at vide hvornår jorden ville gå under – og trods deres “forudsigelser” er vi her endnu; men hvor længe, er der ingen af os der ved.

Vi ved dog fra Åbenbaringen – som Kirkens Katekismus også gentager – at de sidste tider vil blive hårde, særlig for de som endnu tror på at Jesus Kristus er Guds Søn. Inden Kristi andet komme vil Kirken gennemgå en tid hvor den vil blive udsat for store prøvelser, der er så store og omfangsrige at mange vil begynde at vakle i troen, og i værste fald vil disse prøvelser være så enorme, at en del vil ende med at falde fra troen, fordi de ikke længere kan tro på at Kirken vitterlig er af guddommelig oprindelse.

Skriften og Katekismen beskriver i detaljer hvordan denne prøvelse vil udspille sig, fordi det består i bund og grund i et større religiøst bedrag – et bedrag, hvor mennesket sætter sig selv i Guds sted, og “hvor mennesket forherliger sig selv i stedet for Gud og Hans Messias, der er kommet i kødet”. I dét øjeblik vi som Kirke og som troende begynder at vende ryggen til Gud; når vi begynder at tro at menneskeheden er et mål i sig selv, så er det netop at troens fundament stille og roligt begynder at smuldre.

Omend al snak om de sidste tider kan være noget som bekymrer os, og omend vi måske til tider føler at det er hårdt og svært at holde fast i troen alt imens vi er omgivet af udfordringer, både personligt såvel som i Kirken, så er vi ikke desto mindre nødt til at fokusere på vores kald her og nu. Vores fokus bør være på at vokse i troen og derved blive styrket i vores kærlighed til Gud.

Alverdens visdom og viden der eksisterer under Solen, og som vi mennesker kan tilegne os, er for intet at regne mod dén visdom der ligger i at finde frem til Gud, eller at lære Guds veje at kende.

Bibelen lærer os, at «al visdom kommer fra Herren, og hos ham forbliver den til evig tidat frygte Herren er visdommens begyndelse». Den sande og største visdom, som vi mennesker kan opnå at besidde i denne verden, er at erkende at Gud alene er Herren over alt det skabte, og at troen på Gud alene kan give os et håb om frelse. Med andre ord, så er det kærligheden til Gud som alene giver os den sande visdom. At opdage Guds visdom er kun begyndelse på vores vej, fordi vores måde at leve på, dvs. vores evne til at leve ifølge Guds visdom, er alt andet end fuldkommen.

Vores liv her på jorden, er alene til for at vi langsomt skal tilegne os en dybere forståelse af denne visdom der kommer fra Gud. Gennem prøvelser, hvor både vores tro, vores håb og vores kærlighed vil blive testet til det yderste, vil vi langsomt opdage hvorfor Guds visdom er større end alt andet; fordi det er Guds visdom at vi skal lære at tjene Ham i alt, og lære at sætte Gud først i alt hvad vi foretager os.

Alle udfordringerne som vi møder er med til at teste vores udholdenhed og ikke mindst vores tillid til, at Gud i sidste ende vil give os dét som vi inderst inde søger her i livet. Vores tro er nødt til at blive renset, lige som ædle metaller af ildens varme renses for urenheder, således at vores tro gennem mange prøvelser bliver renset for urenheder. Når vores tro renses, styrkes samtidigt vores håb, og vores kærlighed til Gud når tættere på dét punkt hvor vi bliver i stand til at elske Gud uden forbehold.

Hvis vi lærer at tage imod prøvelser, vil vi ikke alene blive styrket som allerede nævnt, men vi vil også bedre kunne acceptere – uden en dyb frygt – dét faktum at vores jordiske liv vil få en ende, og vi vil også indse den dybere mening der ligger i at Gud en dag vil lade himlen og jorden forgå.

Vi ved at dér hvor vores skat er, vil også vores hjerte være. Hvis troen er vores største skat, vil vores hjerte også være hos Gud. Hvis vores hjerte er hos Gud, behøver vi ikke at frygte noget som helst, for intet i denne verden vil da kunne rive os bort fra Gud – vi vil da helt og holdent være i Guds hænder, og Gud vil da alene være nok for os.

Amen.