Sankt Karl Borromæus Gruppen

“Iklæd jer lysets rustning”

Prædiken – Søndag 2. december 2018

(1. søndag i Advent)

Af p. Jan Hansen

Med begyndelsen af Advent markerer vi at et nyt kirkeår er startet; et nyt år hvor vi igen skal opleve de store begivenheder i Jesu Kristi liv; hans komme her til jorden som menneske; hans liv blandt menneskene, og naturligvis hans lidelse død, genopstandelse og himmelfart. Disse begivenheder markerer vi år efter år, fordi ligesom at jorden og naturen har sin cyklus, har også Kirken en cyklus gennem hvilken vi får muligheden for på ny at fordybe os i Jesu Kristi mysterier.

Men Advent er ikke udelukkende begyndelsen på et nyt liturgisk år, fordi det er mere end noget andet en forberedelsestid til at kunne fejre den store julefest der venter kun få uger længere fremme. Omend vi alle sikkert i denne december måned har nok at tænke på ift. praktiske forberedelser til at kunne fejre julen, hvad enten det er gaver eller mad som vi har det med at tænke meget på, så er det ikke desto mindre vigtigt, at vi også bruger denne forberedelsestid til dét som den er ment som; dels at vi på ny kan forberede os åndeligt på Jesu Kristi komme som menneske i blandt os, og dels at vi kan berede os på Jesu andet komme, når han en dag vil komme “for at dømme de levende og de døde”.

Adventstiden indbyder os til, at vi i denne travle måned forsøger at stoppe op og reflektere over hvad Jesu Kristi komme betyder for hver enkelt af os, og ikke mindst hvad troen på Guds søn har haft af betydning for vores liv, såvel vores fortid, som vores nutid og fremtid. Troen er som bekendt en gave fra Gud, men som enhver gave, er det nødvendigt at vi pakker den ud hvis vi vil have glæde af den. Derfor er det også centralt at vi bruger netop Adventstiden til at reflektere over troens betydning for vores relativt korte liv her på Jorden.

Kirkens liturgi hjælper os heldigvis på rette vej, fordi liturgien er som et kort der viser os i hvilken retning vi bør gå her i livet. Vi hører i apostlen Paulus’ brev til romerne, at vi skal aflægge os mørkets gerninger og tage lysets rustning på, og vi skal leve sømmeligt, som det hører dagen til.

Det siger næsten sig selv, at mørkets gerninger leder os bort fra Gud; også selvom de på overfladen kan virke forholdsvis uskyldige. At tage lysets rustning på os, betyder intet mindre end at Kristus bliver vores ledestjerne, at alt hvad vi gør i livet, selv de små ting i hverdagen har ham som vores centrum.

Naturligvis kan man med rette spørge, hvordan man i praksis kan sætte Kristus i centrum i alt hvad vi foretager os; vi har jo så mange gøremål i løbet af dagen at de færreste nok føler at de har tid til konstant at bede eller at tænke på Gud.

At sætte Kristus i centrum, handler ikke udelukkende om, at vi i hvert eneste vågent øjeblik skal bede eller tænke på Gud – omend det naturligvis ville være fint hvis vi kunne – men, da Gud ved at vi er begrænset i vores evner, forventes det blot at vores tanker og vores handlinger er formet af det evige lys.

Vores liv bør være formet på en sådan måde, at det fremgår med al tydelighed, over for denne verdens børn, som endnu synes at leve videre i mørket, at vi har iført os lysets rustning; at vi har iført Kristus, og at vi er sendt til denne verden for at formidle et budskab om det evige lys, der skinner i mørket for alle mennesker.

Jesus siger i Johannesevangeliet (Joh 12,35-36): «En kort tid endnu er lyset hos jer. I skal vandre, mens I har lyset, for at ikke mørket skal gribe jer. Den, der vandrer i mørket, ved ikke hvor han går. Tro på lyset, mens I har lyset, så I kan blive lysets børn».

Når noget nyt begynder, er det passende at man reflekterer over det gamle, alt imens man ser frem mod det der ligger forude. Når vi begynder et nyt kirkeår er det værd at stoppe op og reflektere over hvad troen har betydet for os. En del af denne proces og denne refleksion indebærer naturligvis også at vi fornyer vores liv, og at vi fornyer vores ønske om at iklæde os lysets rustning, således at vi bedre bliver i stand til at lyse for de andre omkring os, der endnu vandrer rundet i mørket.

En oplagt måde at forny vores ønske om at vokse i vores forhold til Kristus, er ved at lægge det gamle menneske bag os, at skrifte vores synder således at vi kan iklæde os det lys. Lad det være vores mål, at denne Adventstid bliver anderledes end tidligere, at den ikke bare løber op i gaver og praktiske forberedelser til juledagene, men at vi også tager os tiden til at tænke over hvad troen på Jesus Kristus har betydet, og fortsat betyder for vores liv her på Jorden.

«Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke…men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn» (Joh. 1,9-10.12).

Amen.