Sankt Karl Borromæus Gruppen

Santa Lucia bevarede troens lys

Blandt Kirkens store kvindelige martyrer finder vi i de første århundreder de fire jomfruer Agathe, Agnes, Cecilie og Lucia, som den dag i dag nævnes i Messens kanoniske bøn (bortset fra i den reformerede ritus). Her i adventstiden fejrer vi den hellige Lucia (13. december), og hendes navn er da også særlig meningsfyldt i denne tid, da det betyder lys: det lys, som vi venter, som kommer til verden, og som trøster os midt i verdens vintermørke.

Lucia blev født i en velhavende kristen familie på Sicilien, omkring år 300, under de sidste store kristenforfølgelser i romerriget. Da hendes mor blev meget syg, bad hun på den hellige Agathas grav for helbredelse, og moderen blev rask. Lucia besluttede i taknemmelighed at bortgive sin store arvelod til de fattige kristne. Lucia var mod sin vilje blevet forlovet med en hedning, der håbede at få hendes rigdom gennem giftermålet; nu blev han så skuffet og vred, at han gik til den romerske præfekt og angav Lucia som kristen. Lucia nægtede at ofre til kejseren, og ingen pinsler kunne få hende til at opgive sin tro. Da hun med profetisk syn forkyndte, at forfølgelsen af de kristne snart ville ophøre, stak soldaterne hendes øjne ud. Da man forsøgte at brænde hende, ville flammerne ikke tage ved. Hun blev til sidst dræbt med sværd.

Den hellige Lucia fejres, som de fleste ved, ved optog med lyskranse, der symboliserer det troens lys, som hun bar i sit navn og bevarede til døden. Hun er værnehelgen for blinde og svagtseende, for forfattere, martyrer, bønder, sælgere og glaspustere.