Sankt Karl Borromæus Gruppen

“Lad det dryppe fra oven, I himle”

PRÆDIKEN

4. SØNDAG I ADVENT – 23. DEC. 2018

Af p. Jan Hansen

Idet vi med hast nærmer os dagen hvor vi skal fejre Frelserens komme som menneske, opfordres vi til i endnu højere grad at hengive os til bønnen. Liturgien denne 4. søndag i Advent udtrykker netop denne længsel, som mennesket har inde i sig selv, efter at finde frem til Gud – Denne tørst, og denne længsel efter at se Gud, kan vi i bund og grund kun tilfredsstille gennem bønnen. 

I messens indgangsvers hører vi ordene: Lad det dryppe fra oven, I himle, og lad skyerne regne over den retfærdige. Lad jorden åbne sig, og lade Frelseren fremspire. – Disse ord gentager hele Kirkens dybe suk, og ikke mindst dens store længsel efter at komme til at se den længe ventede Messias. Det er derfor aldrig uden grund, at vi som kristne konstant beder Gud om at komme os til hjælp, og sende os sin nåde, uden hvilken vi jo nærmest ville være på “Herrens Mark”. 

Kirkens kald i denne verden – foruden at skulle forkynde Kristus som verdens eneste frelser – er i høj grad at bede for verden, og for hele menneskeheden. Man kan næsten sige, at det er Kirkens kald, at trygle Gud om uophørligt at sende sin nåde ned over menneskeheden, i håbet om at det enkelte menneske, rørt af Guds nåde, vil lade sig omvende, og i sidste ende vil komme til troen på Jesus Kristus. 

Men, vi kan som Kirke ikke bede Gud om at nedsende nåden over hele verden, uden at vi selv er blevet berørt af den; ej heller kan vi omvende folk til Kristus, hvis ikke vi selv har villet lade os omvende. Hvis ikke vi selv har følt hvordan Guds nåde har rørt ved vores hjerte, og hjulpet os til troen, så er det svært for os at bede om at andre må få del i den samme oplevelse. Med andre ord, hvordan kan vi uden videre videregive til andre dét som vi ikke selv har…? 

Paulus siger i dagens epistel, at vi som kristne bør betragtes som “Kristi tjenere og som forvaltere af Guds hemmeligheder”. At være en forvalter, er en opgave som stiller store krav til os, fordi som nogle der har fået overdraget ansvaret for at viderebringe Guds frelsende budskab til mennesker, kræves og forventes der meget af os. I særdeleshed, som Paulus formulerer det, er det nødvendigt, for at kunne være en forvalter af Guds hemmeligheder, “at de findes tro”.  

Om end at der bliver stillet disse høje krav fortrinsvist til Kirkens biskopper og præster, så forventes det at alle kristne til en vis grad, også formår at holde ud, og være tro mod deres kald til at tjene Gud. 

En forvalter som ikke er tro mod dét som han har modtaget fra sin Herre, kan af gode grunde ikke forventes at fuldføre sin Herres ønske. Men kun dén som er tro, og som ved hvad Gud ønsker – nemlig at alle mennesker skal komme til troen – vil også bedre kunne udføre dén forpligtelse der ligger i at bringe Kristus til verden, og hjælpe andre mennesker til at opdage Gud. 

Vi ser i Bibelen talrige eksempler på forvaltere af Guds hemmeligheder, som formåede at være tro mod dét som de selv havde modtaget; forvaltere der ikke ønskede at gøre deres egen vilje, men alene Guds vilje. 

Johannes Døberen, som vi hører om i evangeliet, var den sidste profet Gud sendte til verden inden Kristus selv kom til verden for at frelse de som “tror på hans navn”. I slutningen af hver messe hører vi om Johannes, der blev sendt af Gud for at bringe et vidnesbyrd ud til verden – “han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til troen. Selv var han ikke lyset, men han skulle blot vidne om det; det sande lys som oplyser ethvert menneske, der komme til denne verden”. 

Det er svært for os som kristne at kunne beskrive dette lys, og særligt at være i stand til at fortælle andre om det, hvis vi ikke selv har oplevet dette lys. Hvis vi har set lyset, og formået at lade Kristi lys trænge ind i vores hjerter, så er der også et større håb, og en større sandsynlighed for at vi selv vil gøre vores til, at dette lys må kunne oplyse verden og lyse klart for alle mennesker der søger Gud. 

Amen.