Sankt Karl Borromæus Gruppen

“Gud ønskede at være en Gud som er os nær”

PRÆDIKEN

JULEDAG – 25. DEC. 2018

Af p. Jan Hansen

De fleste store religioner i verden har alle det til fælles at Gud opfattes som et rent åndeligt væsen. Gud er dén som har skabt verden og som styrer alting, men så er det også at lighederne hurtigt stopper. For visse religioner er den kristne tro på at Gud blev et menneske en nærmest absurd tankegang; ja, ifølge Islam er det nærmest blasfemisk at Gud skulle være blevet et menneske som os, ligesom at vi I evangelierne hører farisæerne brokke sig højlydt over at Jesus gjorde sig selv til Gud, hvilket af en del jøder blev betragtet som blasfemisk. 

Dér hvor den Kristne tro så netop adskiller sig markant fra alle andre religioner I verden er troen på at Gud blev et menneske som os. Det blev han, fordi Han ikke ønskede at være en fjern og abstrakt Gud som man kun kunne lære at kende gennem bønnen som et rent åndeligt væsen; nej, snarere tværtimod så ønskede Gud at vi skulle se hans ansigt. Han ønskede at vi skulle lære ham personligt at kende, ved netop at se ham ansigt til ansigt.  

Jesu Kristi komme til verden vidner i dén grad om hvilken stor kærlighed Gud har til sit skaberværk, og særligt hvor meget Han holder af kronen på skaberværket; som bekendt er denne såkaldte krone på skabetværket hele menneskeheden. Jesu fødsel viser os, at Gud ønskede at være en Gud som er os nær, én som er med os i alle de ting vi kæmper med her i livet. Gud ønskede at være os nær I de glædelige såvel som de svære tidspunkter af vores liv. 

Gud kunne have valgt ikke at åbenbare sig for os, ligesom at han kunne have valgt ikke at træde ind I vores verden for at tage del vores livsforhold. Dette ville i realiteten blot have resulteret i at vi mennesker ville have levet vores liv langt fra Gud, uden nogen sinde at blive i stand til at kende ham – og vigtigst af alt, uden nogensinde at blive løst fra dén synd som har holdt os lænket. 

I kraft af at Gud valgte at blive som én af os, én som ville være os lig i alting, undtagen i synd, så er det også blevet tydeliggjort at Gud som menneske, er én som vi nemmere kunne relatere os til. 

Som sand Gud og sandt menneske handlede Kristi komme og nærvær iblandt os, om at vi skulle lære hvor ophøjet og værdifuld menneskeheden trods alt er, om end Gud stadig er målet for vores eksistens. Vi mennesker er ikke blot en samling rationelle dyr der blot har lært at gå på to ben, men vi er netop sat til at være herskerne over alt det skabte, fordi Gud ønskede at vi skulle tage del I opgaven med passe på skaberværket. Ikke at vi skulle herske over verden for at ødelægge den, men særligt for at være medskabere sammen med Gud. 

Hvis ikke menneskene betød alverden for Gud, ville han aldrig have valgt at påtage sig vores natur, men ville i stedet have valgt i al evighed at forblive fjern og abstrakt – uden et ansigt som vi kunne se med vores egne øjne – hvilket netop er tilfældet med alle andre religioner i verden. Kristendommens vigtigste budskab er netop dén kærlighed Gud har til menneskeheden, at vi regnes som værdige til at være kunne kaldes Guds børn. 

Som Guds elskede børn kan vi netop betragte Jesus Kristus ikke blot som vores Herre og Gud, men som ét nært familiemedlem og som en nær ven. Jesu fødsel viser os at Gud er én vi kan relatere os til, én som vi kan tale med ansigt til ansigt, som også vi mennesker taler til hinanden. 

Men Julens vigtigste budskab er dog, som vi hører Jesus fortælle os I Johannes 3,16: “For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”. 

Amen.