Sankt Karl Borromæus Gruppen

“Sandheden skal sætte os fri”

PRÆDIKEN

SØNDAG I JULEOKTAVEN – 30. DEC. 2018

Af p. Jan Hansen

“Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie”. Disse ord hører vi Kristus sige til jøderne, i Johannesevangeliet (kap 8), idet de undrer sig over hvem Jesus i virkeligheden er. 

Samme situation ser vi udspille sig i dagens tekster, idet vi i Lukasevangeliet hører beretningen om det nyfødte barn der frembæres i templet af Maria & Josef, for at de kunne opfylde lovens forskrifter. I templet møder vi Anna, den trofaste enke der tjener Gud gennem faste og bøn dag og nat. Annas profeti om at Jesus vil én der er bestemt til fald og oprejsning for mange, er tegnet på at Jesus kom for at sætte menneskeheden fri fra synden, men samtidig at denne frigørelse også indebærer at det enkelte menneske omfavner troen på ham som Guds Søn.  

Det er Sandheden som skal sætte os fri – Denne sandhed er selvfølgelig troen på at Jesus Kristus er Guds Søn, og at han kom til verden for at løskøbe og frigøre alle mennesker fra synden, som vi indtil da havde været lænket fast til. Uden troen på Kristus vil vi være som slaver der er lænket fast, uden nogen evne til at kunne bevæge os. 

En slave, som er lænket fast, har ikke andre muligheder end at gøre dét som der pålægges ham eller hende, fordi som slave er man bundet på hænder og fødder, og derved er man ude af stand til at kunne bevæge sig. 

Den som derimod er blevet frigjort fra sine lænker, er frit i stand til at kunne vælge – en fri person kan selv vælge at tjene, uden at føle sig bundet til at gøre det, og idét vedkommende selv er i stand til at vælge, så er det ikke længere lænkerne som tvinger ham eller hende, men det er alene den selvopofrende kærlighed som driver. 

På samme måde er det med troen. Der er en væsentlig forskel i at opfylde en masse påbud og regler, blot fordi at man føler at det er en forpligtelse, eller fordi at man får at vide at man skal gøre det, snarere end at man opfylder nogle regler fordi at det er kærligheden som driver os til at gøre det. 

Vi kan vælge at gå i kirke, til messe og til skrifte fordi at vi føler at det er noget vi ser som en kedelig pligt, eller også kan vi vælge at gøre disse ting fordi at kærligheden til Gud driver os til at gøre det, fordi at vores ønske om at lære Gud bedre at kende driver os til at søge de midler som Gud har givet til sin Kirke. Forskellen i intentionen viser om vi da er i stand til at betragte os selv som slaver der er lænket, eller som nogle der er blevet sat fri, og derfor selv er i stand til at vælge troen til, fordi at kærligheden til Gud driver os til det. 

Paulus nævner netop også i sit brev til Galaterne, at i kraft af Jesu komme som menneske er vi netop sat fri fra vores lænker, og gennem vores tro på Ham som Guds Søn er vi blevet adopteret af Gud. Vi er da ikke længere slaver, men vi er Guds børn, og kan derfor med rette kalde Gud for vores far. 

En forælder som elsker sit barn vil naturligvis gøre alt hvad der er muligt for at barnet kan få et godt liv, men enhver forælder ved også godt, at der kommer et tidspunkt hvor barnet selv skal lære at vælge, og idet at barnet bliver voksent selv skal lære at tage vare på sig selv. 

Idet man når voksenalderen lærer man da at kærligheden kun kan udøves i sin fuldkomne form når vi lærer at følge reglerne, lærer at holde af vores forældre og andre, fordi at vi føler et behov for at gøre det, og ikke fordi at vi på nogen måde føler at det er en sur pligt.  

Der kommer en tid for os alle, hvor det alene vil være vores oprigtige kærlighed til Gud, og ikke mindst til vores næste, som vil vise os om vi har forstået hvad troen og dermed også livet handler om.

Amen.