Sankt Karl Borromæus Gruppen

Velkommen i Kirken!

På søndag (6/1) optages et nyt medlem i Kirken under den traditionelle Messe kl. 18 i Jesu Hjerte kirke. Bagefter bliver der lejlighed til at hilse på ved fællesspisningen, som man kan tilmelde sig ved at følge proceduren beskrevet her.

Det er altid en glædelig begivenhed når et menneske kaldes til Guds kirke. Ganske vist kan Kirken ikke garantere frelsen, men vi ved at al frelse kommer fra Kirken – “Extra Ecclesiam Nulla Salus” (udenfor Kirken ingen frelse). I Danmark er mange katolikker født i andre konfessioner – og fordi der endnu er så få katolikker, må Kirken i dette land naturligvis helt og holdent være en missionskirke. Og siden Kirken efter 1849 igen begyndte at virke her i landet, har tusinder af dets indbyggere fundet vejen til den ene sande Kirke. En af de væsentligste faktorer i mange konversioner har været den katolske liturgi, både før 1969 og i de seneste år. Man kan læse mere om denne bevægende historie i bogen “Nordisk katolicism : katolsk mission och konversion i Danmark i ett nordiskt perspektiv” (2005) af den svenske historieprofessor Yvonne Maria Werner. Bogen kan downloades her.