Sankt Karl Borromæus Gruppen

Fastelavns søndag

Den sidste søndag i septuagesimatiden, Quinquagesima, kaldes på godt gammelt dansk også “Fastelavns søndag”. Egentlig betyder “Fastelavn” aftenen før fasten begynder; denne søndag er (sidste) søndag før fasten, dvs. “søndagen på tærsklen til fastetiden”.

I søndagens evangelium (Lukas, 18,31-43) kalder Jesus de tolv apostle til sig, og fortæller dem at han vil gå op til Jerusalem, og der blive dømt til døden; og opstå på trediedagen. Disciplene forstår det slet ikke. Da han på vejen til Jeriko helbreder en blind mand, viser han dem i gerning, hvordan troen åbner menneskets øjne for den guddommelige virkelighed – den grænseløse kærlighed, som vi her på Jorden kun kan se i vor Herres grænseløse offer på Korset.

Troen åbner vore øjne for den guddommelige kærlighed, som “tror alt, håber alt, udholder alt”, som Paulus siger i dagens epistel (1. Kor. 13, 1-13). Den tid, vi går ind i, er fremfor alt en fordybelse i kærlighedens mysterium: Kristi kærlighed, som “ikke søger sit eget”, og som “aldrig ophører”. Fastetiden drejer sig om at følge Kristus ikke blot til det festlige indtog i Jerusalem, men også i de frygtelige timer i Getsemane og på Golgata, for til sidst at kunne følge ham i opstandelsen til det evige liv. Kun Kristi kærlighed kan åbne vore øjne for dette mysterium; og derfor handler Fastetiden først og sidst om at fordybe os i denne kærlighed. Kirken giver os forskellige hjælpemidler, som århundreders bønserfaring har lært den, hjælper os dertil. Forsagelsen af jordiske goder, herunder ikke mindst de materielle som vi holder mest af, er ikke mål men middel. Kun når de fører os til at elske Kristus og derved komme til at ligne Kærlighedens Herre mest muligt, er forsagelsen frugtbar.

Lad os derfor med den blinde mand bønfalde Kristus: “Lad mig se”. For des mere vi ser Kristi kærlighed med troens åbnede øjne, des mere vil vi, som den mand der før var blind, følge Kristus efter, og i opstandelsens lys lovprise Gud.