Sankt Karl Borromæus Gruppen

“Herre, at jeg må kunne se”

PRÆDIKEN

Traditionel Messe i Jesu Hjerte kirke på Quinquagesima Søndag, 2019.

QUINQUAGESIMA – 3. MAR. 2019

Af p. Jan Hansen

En del mennesker er i den forfærdelige tilstand at de ikke er i stand til at se; de lever i en situation hvor de enten ikke er i stand til at se noget som helst, eller blot har en nedsat evne til at se, om end de ikke fuldt ud har mistet synet.

Selvom en del lider af fysisk blindhed, så er det på denne sidste søndag inden fastetiden for alvor går i gang, i højere grad den åndelige form for blindhed som vi støder på. Denne blindhed kan enten være medfødt, eller også er det en blindhed som man kan risikere at udvikle i løbet af sit liv; egentlig handler den åndelige blindhed ikke kun om man er meget langt væk fra Gud, men lige så meget rammer den også vi der allerede er troende, og dagligt forsøger at praktisere vores kristne tro.

I messens indledning hører vi ordene:

Vær for mig en beskyttende Gud, og et tilflugtssted der frelser mig, for du er min styrke og min tilflugt, og for dit navns skyld skal du lede mig og give mig næring.

Dette er menneskehedens råb til Gud om hjælp; et råb om erkendelse af at Gud alene er dén som frelser, at Gud alene er dén som leder samt styrker os i nøden. Det er den samme erkendelse som vi møder i evangeliet med den blinde mand, der råber på Frelseren i håbet om at han må blive helbredt for sin sygdom, og for den blindhed som forhindrer ham i at kunne se klart og tydeligt.

Selvom denne scene fra evangeliet primært omhandler helbredelsen af en fysisk sygdom, så er det ikke svært at se en klar parallel til dét vi netop kan kalde for den åndelige blindhed. Manden kan både høre og mærke at der sker noget omkring ham, men kan ikke se; han har derfor brug for hjælp til at få bekræftet hvad det er som sker. Han vidste allerede hvem Jesus var, men han vidste ikke at han var kommet ham nær – han havde dog en klar forventning om at Jesus kunne hjælpe ham, så derfor råber han desperat på ham, også selvom de andre omkring ham forsøger at få ham til at tie stille.

Kunne man forestille sig en lignende situation, hvor et menneske som lider af den åndelige form for blindhed, erkender at Kristus alene kan hjælpe, og derfor råber på ham om hjælp…? Kunne man forestille sig en lignende reaktion fra andre mennesker, der blot mener at det er bedst at tie stille, end at forsøge at råbe på Gud; end at forsøge at søge Gud i sit liv…?

For de mennesker, der enten er agnostikere eller ateister, så er blindheden total, fordi de ikke er i stand til at erkende deres åndelige behov. De lever i en verden hvor alting – i hvert fald åndeligt set – er mørkt omkring dem; de erkender ikke at der eksisterer en åndelig dimension i tilværelsen, og de vil slet ikke erkende at mennesket har en sjæl som i høj grad har brug for næring.

Disse blinde personer har formået at vænne sig til dette absolutte åndelige mørke i deres liv. De er endnu ikke nået dértil hvor de er begyndt at erkende at de faktisk ikke kan se, og at deres største ønske burde være at kunne få lov til at se, at der netop eksister en åndelig dimension her i livet.

Det eneste som kan redde dem, er at de en dag begynder at råbe op, at fortæller at de har brug for hjælp til at kunne se. De personer i evangeliet, som truede ad den blinde mand, kan vi jo næsten sammenligne med alle de som ikke vil erkende at Gud er i stand til at hjælpe os mennesker. Hvis de havde erkendt at Jesus var guddommelig, så ville de måske ikke have haft noget imod at vedkommende råber på Gud.

Så når en åndeligt blind person i sin desperation begynder at råbe på Gud, så er den hårdnakkede ateist dén som begynder at tysse på vedkommende, og som beder den råbende om at tie stille. Men når det kommer til vores åndelige blindhed, så er der kun én vej, og det er først og fremmest at vi erkender vores behov for helbredelse; fordi uden denne erkendelse, vil de åndeligt blinde mennesker blive ved med at rende hvileløst rundt.

Om end vi bestemt både kan og bør have medlidenhed med de som åndeligt set er blinde, så skal vi heller ikke være blinde over for vores egen åndelige blindhed. Som troende og praktiserende kristne lider vi forhåbentlig ikke af en fuldkommen åndelig blindhed, men måske snarere lider vi af en nedsat synsevne, hvorved vi ikke er i stand til at se klart og tydeligt; måske særligt i form af, at vi enten ikke kan se bjælken i vores eget øje, eller er i stand til tydeligt at se de synder som vi begår. Vi erkender dog forhåbentligt, at vi har behov for Gud, men det hænder til stadighed at vi måske ikke klart ser vores åndelige ufuldkommenhed.

Ligesom nogle har brug for briller for at kunne se tydeligt igen, så har vi også brug for nogle “åndelige briller” for at kunne se den forringede tilstand af vores åndelige liv endnu mere klart, men selv det at man har brug for briller er noget man jo er nødt til at konstatere i sit liv, for ellers vil man blot rende rundt og ikke være i stand til at se verden omkring sig på en klar og tydelig måde.

Disse åndelige briller, som hjælper os til at se klart og tydeligt, er naturligvis evangeliet som viser os dén vej vi bør gå, fordi i sidste ende peger evangeliet os hen mod Gud; og når vi har fået disse åndelige briller, og vi igen kan se klart og tydeligt, så vil vi også nemmere kunne se hvad det er Gud forventer af os, og hvor vi måske bør ændre noget i vores liv, for derved bedre at kunne leve i en mere fuldkommen overensstemmelse med Jesu Kristi evangelium.

Amen.