Sankt Karl Borromæus Gruppen

“Mennesket lever ikke af brød alene”

PRÆDIKEN

1.SØNDAG I FASTEN – 10. MAR. 2019

Af p. Jan Hansen

“Husk menneske, at du er støv, og til støv skal du vende tilbage”…

Med disse ord har vi askeonsdag påbegyndt Fastetiden, idet vi modtager asken på hovedet. Denne 40 dage lange vandring, hvor vi på ny skal forsøge at give afkald på nogle af de ting vi holder af, alt i mens vi samtidig skal forsøge at øge vores indsats i bønnen og i næstekærligheden, har reelt set kun ét eneste formål, nemlig at vi skal forberedes til at fejre Opstandelsen til Påske.

Vores åndelige forberedelse her i tiden, er selvsagt nødvendig for at vi en skønne dag skal kunne gå ind ad den snævre port der leder os videre til det evige liv med Gud i himlen. Denne forberedelse består, særligt her i Fastetiden, som bekendt af de traditionelle redskaber faste, bøn og almisser.

Disse elementer, om end at de kan være nok så gode i sig selv, og vores intentioner om at gøre mere ud af disse ligeledes kan være nok så gode, så mister de ikke desto mindre deres dybeste betydning, hvis de blot betragtes som deciderede mål i sig selv, snarere end som redskaber der skal formå at hjælpe os tættere på Kristus.

Hvad mening giver det egentlig at faste, at spise mindre, at undgå kød eller andre fornøjelser, hvis ikke vi i alt dét som vi foretager os i løbet af fastetiden netop har Kristi opstandelse som vores reelle fokus…? Hvad mening giver det, at vi giver vores penge til Caritas eller andre godgørende formål, hvis ikke det netop er vores kærlighed til Gud som driver os til at gøre det…? I alt hvad vi foretager os, er det vigtigt at vi minder os selv om, hvad der er den grundlæggende intention med dét som vi foretager os, og dét særligt her i Fastetiden.

Når vi faster, så er det jo ikke for at tabe os, om end det for nogle af os kunne være rart at blive lidt lettere her i fastetiden; men fasten hjælper os til at erkende at vi netop ikke skal leve af brød alene, men derimod af hvert eneste ord som udgår fra Gud.

Når vi beder, gør vi dette for at opnå noget som vi har brug for fra Gud selv; så derfor formålet med at bede naturligvis være at vi erkender behovet for Gud, og derfor beder Gud om at hjælpe os, samt at give os den nødvendige styrke til at kunne være trofaste og udholdende I prøvelserne.

…og når vi giver almisser, er det ikke blot for at vi kan føle at vi er gode, men det fungerer i høj grad som en påmindelse om, at vi ikke skal sætte vores lid til skabte ting, og at det en gang i mellem kan være godt for os at give af vores materielle overflod til de som har mest behov for det.

Alle disse tre: fasten, bønnen og almissen er netop elementer som hjælper til at opnå fastens ypperste formål, at vi endnu en gang må kunne lære at vi som mennesker er dybt afhængige af Gud, og at uden Ham er vi ingenting, hvilket netop tydeliggøres i dagens evangelium, hvor vi hører beretningen om Jesus der af Ånden ledes ud i ørkenen, hvorefter han faster i 40 dage, og hen mod slutningen bliver fristet af Djævelen.

Hver gang Djævelen forsøger at Friste Kristus, er svaret til den Onde ganske enkelt; at vi skal huske at der er grænser for hvad vi kan formå. Menneskets store synd er at det forsøger at gøre sig lig med Gud, og derved forsøger at tro at det er usårligt, at mennesket ikke har brug for nogen anden end sig selv; og at Gud ikke er nødvendig for at vi mennesker skal kunne opnå succes.

Alle disse ting forsøger den Onde netop at bilde os mennesker ind; at hvis blot vi vil prøve at tilbede ham i stedet for Gud, så skal vi nok kunne klare alting, for så er det netop at vi vil kunne opnå succes her i livet. Selvom det kan være nok så fristende for os at blive succesrige i denne verden, og vinde verdens beundring og alverdens rigdomme, så skal vi ikke desto mindre huske på, at al denne verdslige succes har en pris.

Med andre ord, hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, hvis han som pris må bøde for dette med sin evige og udødelige sjæl…så netop dérfor er det at Kirken opfordrer os til på ny at tage fasten, bønnen og almisserne i brug, for dérved at hjælpe os til at rette blikket mod Gud igen, så vi kan blive mindet om hvad der i sidste ende er vigtigt.

Lad os derfor særligt bede til at denne fastetid må være anderledes, og at vi særligt må kunne få den fornødne styrke til at holde ud i disse 40 dage, og ikke mindst at kunne fastholde vores blik på Jesus Kristus.

Amen.