Sankt Karl Borromæus Gruppen

“Herre, det er godt at være her”

PRÆDIKEN

2. SØNDAG I FASTEN – 17.03.2019

Af p. Jan Hansen

“Fra det dybe råber jeg til dig Herre, Herre, hør min bøn” (Sl 130).

Menneskets råb og søgen efter Gud, ligger forankret dybt inde i mennesket selv, og vi finder jo også særligt i Bibelen adskillige eksempler på at menneskene gentagne gange råber på Gud, i håbet om at Gud vil bønhøre dem.

At bede til Gud, også selvom det foregår i det stille dybt inde i os selv, er på sin vis et råb til Gud om hjælp, fordi at bønnen er menneskets anerkendelse af dets grundlæggende behov for at have en relation til Gud. Uden denne relation, og uden bønnen som et fast holdepunkt i vores liv, vil vi ikke på sigt kunne klare os. Hvis vi tror at vi vil kunne klare os uden bøn og uden én eller anden form for åndelighed i vores liv, så tager vi helt og aldeles grueligt fejl. Fordi menneskets tørst og søgen efter Gud vil vare ved, også selvom vi begynder at benægte dette fundamentale åndelige behov i vores liv.

Skriften giver os flere eksempler på hvordan vores søgen efter Gud får os til at rette blikket mod det høje. Vi hører derfor i salmernes bog ord som understreger dette, idet salmisten siger:

“Jeg løfter mine Øjne til Bjergene: Hvorfra kommer min Hjælp? Fra HERREN kommer min Hjælp, fra Himlens og Jordens Skaber” (Sl 121).

Bjerget bliver i Bibelen derved tegnet på, at hvis vi vil søge inderligheden med Gud, så må vi søge mod bjergene, og derved søge så langt væk fra hverdagens larm og støj som overhovedet muligt.

Dagens evangelium, om Jesu forklarelse på bjerget viser os til dels frem mod opstandelsens virkelighed, og ikke mindst dén herlighed som vi en skønne dag vil kunne komme til at opleve i Himlen, men samtidig så er det også en påmindelse til os om, at vores møde med Gud er nødt til at være højt oppe på bjerget, om ikke det fysiske, så i hvert fald det åndelig bjerg i vores liv.

Vi ser derfor i Bibelen talrige eksempler på, at det er oppe på bjergets tinde at Gud åbenbarer sig for mennesket, og at vi må forsøge at kravle dérop, hvis vi gerne vil møde Gud ansigt til ansigt. Dette er altså ikke kun tilfældet i dagens evangelium om forklarelsen på bjerget, men vi ser det ligeledes i tilfældet med Moses der gik op på Sinajbjerget for dér at møde Gud, eller som profeten Elias der efter styrkeprøven på Karmels bjerg søger mod Horebs bjerg, og dér finder Gud, ikke i larmen eller støjen, men i stilheden.

Derved understreges også denne stærke symbolik med, at vi som troende er nødt til at kravle op på vores indre åndelige bjerg, for kun dér – væk fra larmen og hverdagens støj – vil vi kunne møde Gud ansigt til ansigt i stilheden, og da vil vi som netop Peter gør det, oprigtigt kunne sige: “Herre, det er godt at vi er her”; med andre ord, det er godt at vi er på bjergets top, at vi ser Guds herlighed lige foran os, fordi at denne herlighed er så tiltalende, at vi faktisk ikke føler behov for meget andet. For når vi står ansigt til ansigt med Gud, vil vi kunne føle den indre ro og fred som vi har så dybt et behov for i vores liv.

På mange måder er dette jo alt andet lige bønnens egentlige visdom, at vi bliver i stand til at nå frem til dét stadium i vores åndelige liv, hvorved vi oprigtigt mærker Guds tilstedeværelse dybt inde i vores sjæl. Selvom den indre bøn er det mest effektive middel til at opnå denne indre Kommunion med Gud, så kan den ikke opnås uden at vi også benytter os af de andre åndelige hjælpemidler som Kirken stiller til rådighed for os.

Sakramenternes ydre tegn bevidner om en dybere indre åndelig virkelighed, vi som troende bliver peget frem mod. Derved er både Eukaristien og Skriftemålet effektive åndelige redskaber der har til formål at rense ud i vores liv. De hjælper os til at rette vores fokus 100% mod bjergets top, samt give os den fornødne styrke til at kunne forsætte med at kravle op ad vores indre åndelige bjerg, indtil vi når frem til bjergets tinde.

Særligt derfor er det vigtigt at vores personlige forhold til disse åndelige midler, og ikke mindst deres effekter, ikke kun karakteriseres af en ydre holdning; men at vores ydre holdning klart manifesterer den indre åndelighed i vores liv.

Kirkens liturgi er netop et eksempel på hvordan de ydre tegn manifesterer den indre åndelige virkelighed, og at det derfor ikke er lige gyldigt hvordan vi udfører liturgien i Kirkens liv. I dét øjeblik at liturgiens udførelse bliver et mål i sig selv risikerer vi da at miste relationen til denne indre åndelige virkelighed.

Ligeledes er det vigtigt at forstå, at hvis vi begynder at nedprioritere liturgiens væsen og dybeste betydning, så nedprioriterer vi samtidig bønnens betydning i vores liv, netop fordi at de to ting – liturgien og bønnen – pr. definition ikke kan skilles ad. Uden bønnen mister liturgien sin åndelighed, og uden liturgien mister bønnen sin orientering.

Når vi formår at bede liturgien med en indre oprigtighed og åndelighed, så er det også at vi vil kunne føle, at liturgien forandrer os samtidig med at den begynder manifestere Guds herlighed for vore øjne, fordi at derved netop formår at gøre messen og liturgien til en oprigtig bøn.

Når vi er nået dértil vil vi oprigtigt også kunne blive i stand til at sige, på samme måde som Peter: “Her er godt at være”; for da vil det blive tydeligt at liturgien – og altså især messens fejring – er bønnen par excellence som formår at pege os klart og tydeligt frem mod Himlen og det evige liv.

Amen.