Sankt Karl Borromæus Gruppen

Blodig påske i Sri Lanka

Statue af den opstandne Frelser i San Sebastian-kirken i Negombo, Sri Lanka, bestænket med martyrernes blod denne Påskedag 2019

Mens mange af os netop har fejret påske i relativ fred og glæde, blev påsken blodig og fuld af sorg hos vore trosfælller på Sri Lanka, hvor tre kirker blev udsat for bombeangreb under påskefejringen – der tales om flere hundrede dræbte både i kirkerne og i tre hoteller, som blev udsat for attentater på nogenlunde samme tid. Vi ved ikke noget om motiverne endnu, men for mange hundrede familier er påskefesten blevet til sorg og savn, og for dem er motiverne og de bagvedliggende, onde hensigter, også mindre væsentlige end just dette: sorgen, savnet… men også Håbet. For det kristne håb bliver i denne situation så meget desto mere påtrængende: “Den, som har bjærget sit liv, skal miste det; og den, som har mistet sit liv for min skyld, skal bjærge det” (Matt., 10, 39). Martyrernes blod vil blive udgydt til den dag, Kristus kommer igen: “I skal græde og klage, men verden skal glæde sig; I skal sørge, men jeres sorg skal vendes til glæde” (Johs. 16,20).