Sankt Karl Borromæus Gruppen

Den hellige Pius V

Den 5. maj fejrer vi normalt festdagen for en af Kirkens største hellige paver, Pius den femte. I år falder den 5. maj (i morgen) på den gode Hyrdes Søndag, og søndagen fortrænger derfor festen i liturgisk forstand – men der er ikke desto mindre god grund til netop i disse år at mindes den hellige pave.

Som vor nuværende pave levede den hellige Pius den femte  i spartanske rum uden for det pavelige palads, når han da ikke trak sig tilbage til bøn og askese i Dominikanerklosteret ved Santa Maria sopra Minerva. Under sine ophold der delte han munkenes enkle liv og samlede åndelige og legemlige kræfter til de store reformer, som prægede hans pontifikat. Han fortalte engang den venetianske ambassadør i Pavestaten, at vægten af paveembedet var en langt større prøvelse for ham end den monastiske disciplin og fattigdom, og at dette embede endda sommetider kunne nærme sig en udfordring for ens sjæls frelse.

Selvom han personligt levede meget sparsommeligt og ikke bekymrede sig om sit eget helbred eller sin bekvemmelighed, var hans generøsitet, godhed og ydmyghed af heroiske dimensioner. Da han en dag opdagede, at man havde sat silkegardiner op i hans lejlighed, befalede ham dem fjernet.

En adelsmand, som engang havde behandlet ham meget ondskabsfuldt, gav han siden en vigtig diplomatisk stilling. “Jeg er den fattige dominikaner, du engang smed ned i en brønd”, sagde Paven stille til ham. “Du ser, at Gud beskytter den svage og uskyldige”.

Tyrkiske fanger i Rom anerkendte den venlige behandling, de fik. De, som havde fornærmet Paven mest, blev genstand for hans største omsorg.

Under hele sit pontifikat, var Pave Pius altid til stede ved enhver større ceremoni i Vatikanet, også når han var syg, og han insisterede især på at deltage i begravelsen af enhver af Vatikanets gejstlige, som gik bort mens han var pave. Så stor var Pius den femtes hellighed, at hans værste fjender ofte blev omvendt af den. Gud bevidnede denne hellighed ved mirakler endnu mens han levede.

Efter den stille uges mange ceremonier, blev han på Langfredag, 1572, nødt til at trække sig tilbage til sygelejet. En stor skare samledes på Peterspladsen, og da Paven kom frem på kirkens balkon, græd mange stille, i håb og bøn om at Pavens liv måtte blive forlænget. Med sine sidste kræfter gennemførte han en vandring til Roms syv valfartskirker.

Hans fysiske prøvelser var forstærket af mange åndelige, men han udåndede i bevidstheden om at heresiet i det mindste var blevet inddæmmet, og den tyrkiske trussel mod det katolske Europa var endeligt afværget. Da hans lig blev dissekeret, fandt lægerne så store svulster at de undrede sig over, hvordan han havde kunne leve med dem, og udholdt de smerter de beredte ham.

Som en af sine første embedshandlinger, besøgte pave Frans den hellige pave Pius den 5.’s grav. Må Gud give pave Frans samme fasthed i Troen, og samme iver i dens forsvar ! Sancte Pie V, Ora Pro Nobis!