Sankt Karl Borromæus Gruppen

“Allerede i dag kan vi gøre en forskel i vores liv”

PRÆDIKEN

3. SØNDAG EFTER PÅSKE – 12.05.2019

Af p. Jan Hansen

Hvornår var sidste gang at vi kiggede os selv efter i spejlet…? Uden tvivl lægger vi dagligt mærke til hvordan vi ser ud i det ydre, og hvordan vi fremstår når andre mennesker ser os, men hvordan er det at vi ser ud, når vi i stedet vælger at se på vores indre, og kigger efter i dét som vi med rette kan kalde for vores “åndelige spejl”, helt dybt inde i vores sjæl…? Hvordan fremstår vi som kristne over for andre mennesker, og da i særlig grad over for de som måske ikke selv er troende, om end de dog potentielt kan være åbne over for Gud eller over for det åndelige.

Om end det ikke skader, at vi som sådan sørger for på det fysiske plan at være velsoignerede, så er det dog langt mere vigtigt at vi åndeligt set forsøger at være velsoignerede, og at vi derfor dagligt bekymrer os om hvordan vores åndelige tilstand og hvordan vores sjæl ser ud, ikke mindst for vores egen frelses skyld, men selvfølgelig mindst lige så meget for de mennesker vi jo omgås eller møder rundt omkring.

Apostlen Peter sætter nemlig i dagens epistel en tyk streg under vigtigheden af, at vi som troende, at vi som kristne mennesker lever et anstændigt liv, og at vi oprigtigt kan prale af at være mennesker der udelukkende tilhører Kristus – og dette bør naturligvis gå hånd i hånd med vores evne til rent faktisk at leve op til dét som forventes af én der kalder sig selv for kristen.

Nu ved vi jo godt at det ikke ligefrem er fordi at danskerne generelt står i kø for at rose den Katolske Kirke, eller for i det hele taget at ophøje og prise Kristendommen som religion. Og det kan også sagtens være, at vi blandt familie og venner bliver set ned på, hånet eller kritiseret for at være troende mennesker, men dette bør dog aldrig foranledige os til, at vi begynder at reducere os selv til som kristne blot at være ofre som bliver forfulgt af ondsindede personer.

Tværtimod, så bør vi til hver en tid ryste dette støv af vores sko eller sandaler, ranke ryggen og i stedet forsøge at sætte al vores energi ind på at leve et helligt liv; at leve et liv som der ikke er nogen levende sjæl der retmæssigt kan pege fingre ad; men snarere bør vores liv være sådan, at folk derimod ser op til måden hvorpå vi lever; at de ser op til måden vi vælger at omgås andre mennesker i vores liv, hvad enten det er i skolen, på arbejdet, eller hvor vi nu kommer og går.

Hvordan opfanger folk vores måde at være på, eller vores måde at optræde på når vi er ude blandt andre fremmede mennesker…? Bliver folk imponeret over vores blide og overbærende måde at være på, eller tænker de: “Hold da helt op! Han er da godt nok temperamentsfuld, ham den dér såkaldte kristne…” – Så hvad er det da egentligt vi gerne vil have, at folk både tænker og siger om os som kristne, ikke blot når vi befinder os derhjemme inden for vores egne 4 vægge, men faktisk er ude blandt andre mennesker; hvad enten det er de som endnu ikke kender os, eller ligefrem dem som ved at vi forsøger at leve et oprigtigt kristent liv…?

Hvis vi netop gerne vil have at vi som troende efterlader et positivt indtryk hos dem som vi møder eller omgås, så er det absolut nødvendigt at vi dagligt husker at kigge efter i vores indre åndelige spejl, og dybt dérinde i vores sjæl kigger efter om alt er som det skal være.

Kirken er hellig, hvilket vi jo troligt bekender hver eneste søndag, men det er jo ikke ensbetydende med at Kirkens medlemmer dermed også pr. definition er hellige. Dét som er med til at helliggøre os troende der tilhører Kirken i kraft af vores dåb er netop erkendelsen af, at vi ikke i udgangspunktet er hellige, men at vi derimod har så ekstremt hårdt brug for Guds nåde og ikke mindst at opnå tilgivelsen for vores synder. Dette hjælper os til ikke kun at vokse i troen, men mindst lige så meget hjælper det os også i vores måde at praktisere vores tro på.

Det skaber ofte store overskrifter, og ender til tider desværre også i større skandaler når Kirkens medlemmer – og da særligt Kirkens præster & biskopper – glemmer at leve et helligt liv. Apostlen Peter minder os derfor om, at vi som kristne er kaldet til en hellig livsførelse, og han understreger, at vi i kraft af vores kristne tro skal forsøge at leve vores liv på sådan en måde, at alle de andre som møder os, eller blot betragter os på afstand kan tænke ved sig selv: “Hold da op! Hende eller ham, den dér kristne person er da godt nok et utroligt behageligt menneske at være sammen med; gad vide hvad dét mon skyldes”.

Vi har alle syndet på ét eller andet tidspunkt, og vi har alle nok gjort visse ting vi ville ønske at vi kunne have gjort anderledes – men det er ikke en undskyldning for, at vi ikke allerede i dag kan gøre en forskel. Allerede i dag kan vi tage den vigtige beslutning, at vi vil gøre hvad vi kan for at leve et helligt liv; og at vi vil gøre hvad vi kan for at leve på en måde så andre mennesker omkring os, når de ser vores handlinger, netop kan prise Faderen som er i Himlen.

Amen.