Sankt Karl Borromæus Gruppen

Hvad er Kristenheden? – 1

Dom Gérard Calvet

Dom Gérard Calvet (1927-2008) var ikke blot benediktinermunk: han grundlagde selv det store traditionelle benediktinerkloster Sainte Madeleine du Barroux i Sydfrankrig, som vi tidligere har skrevet lidt om. Få ved, at han også var blandt initiativtagerne til at genoplive den traditionelle valfart fra Paris til Chartres, som i dag samler op mod 20.000 pilgrimme hver pinse (og som vi snart vil skrive mere om). En af de første gange denne valfart blev gennemført i sin nuværende form – omend med langt færre deltagere – var i 1985, hvor Dom Gérard holdt prædikenen ved den afsluttende festmesse i Chartres. Denne prædiken har titlen “Hvad er Kristenheden?”, og er i dag en af de “fundamentale tekster” for valfarten. Vi vil i de kommende uger bringe uddrag fra denne og andre tekster om dette vigtige begreb, som mange katolikker nok dårligt kender til dybden af. Den fulde tekst på fransk findes her.

Chartres’ katedral

Hvad er Kristenheden? Kære pilgrimme, I ved det og I har netop erfaret det: Kristenheden er en forening af Jorden og Himlen: en pagt, beseglet af martyrernes blot, mellem Jordens mennesker og Guds Paradis; en blid og alvorlig leg, en ydmyg begyndelse på det evige liv. Kristenheden, mine kære brødre, er Evangeliets lys i vore fædrelande, i vore familier, i vor livsførelse og i vore professioner. Kristenheden er Kirkens kødelige grundvold, dens timelige indskrift. Kristenheden for os franskmænd er det gallo-romanske Frankrig, født af sine biskopper og munke. Det er Clovis’ Frankrig som blev omvendt af den hellige Clotilde og døbt af den hellige Rémi; det er Karl den Stores land som blev vejledt af munken Alcuin, idet begge grundlagde kristne skoler, rensede præstestanden og beskyttede klostrene. For os er Kristenheden det 12. århundredes Frankrig, indsvøbt i en hvid kappe af klostre, hvor Cluny og Citeaux kappedes i hellighed, hvor tusinder af foldede hænder, indviede til bøn, gik i forbøn for landets byer! Det er det 13. århundredes Frankrig, ledet af den hellige konge (Ludvig IX), sønnerne af Blanche de Castille, ved hvis bord man fandt den hellige Thomas af Aquinas, mens den hellige Dominikus’ og Frans’ sønner vandrede på landets veje og i dets byer, og prædikede Kristi Riges Evangelium. I Spanien er Kristenheden den hellige kong Ferdinand, den katolske konge; det er Isabelle af Frankrig, Ludvig den helliges søster, som kappedes med sin bror i fromhed, i mod og i visdommens godhed. Kristenheden, kære pilgrimme, det er hærens profession, som mildnes og helliges af ridderne, den højeste inkarnation af hærskarernes ide; det er korstogene hvor sværdet går i Troens tjeneste, hvor kærligheden udtrykker sig i mod og offervilje. Kristenheden, det er den arbejdsomme ånd, smagen for det veludførte arbejde, kunstnerens selvudslettelse i værket. Kender I kunstnerne bag disse kapitæler og glasmosaikker [vi husker at vi er i Chartres katedralen] ? Kristenheden er intelligensens og opfindelsernes ånd, bønnen oversat til handling, til brug af nye og dristige teknikker. Det er katedralen, dens svimlende højder, som billede på Himlen, de umådelige buer hvor den enstemmige gregorianske sang rejser sig, bønfaldende og strålende, helt op til buernes spidser, for derpå at sænke sig som hvide og fredsskabende klæder i tiden.

Sainte Jeanne d’Arc (1412-1431)

Kristenheden, mine brødre – lad os være ærlige – det er også en verden truet af det ondes kræfter – en grusom verden hvor lidenskaberne strides, et land som hærges af anarki, et liljernes kongedømme som forbløder i krig, ildebrande, hungersnød og pest, der sår døden på land og i by. Et ulykkeligt Frankrig, berøvet sin konge (…), åbent for plyndring og anarki. Og det var i dette univers af mudder og blod, i denne muld af vor vor syndige menneskehed, vandet af tårer, at den smukkeste blomst af vores civilisation skabtes, den reneste og mest ædle figur, den rankeste stilk som har vokset på Frankrigs jord: Jeanne de Domrémy! Den hellige Jeanne d’Arc vil omsider fortælle os hvad Kristenheden er. Det er ikke blot katedralen, korstoget og ridderne; det ikke blot kunsten, filosofien, kulturen og menneskenes arbejde som stiger op mod Gud som en hellig liturgi. Det er også og især forkyndelsen af Jesu Kristi kongedømme over sjælene, over institutionerne og vor livsførelse. Det er den timelige ordning af forstanden og kærligheden som er helt underkastet Jesu Kristi allerhøjeste og allerhelligste kongedømme. Den bekræfter at denne verdens herskere kun er løjtnanter for Himlens Konge. “Kongedømmet er ikke dit, det er Herrens”, siger Jeanne d’Arc til kronprinsen. “Og hvem er din Herre?” spørger han Jeanne. “Det er Himlens Konge”, svarer den unge pige, “og Han betror Dem riget for at De kan bestyre det i Hans navn.”