Sankt Karl Borromæus Gruppen

Hvad er Kristenheden – 2

Gustave Thibon (1903-2001)

I vores studium af begrebet “Kristenheden” skal vi i dag møde en af det 20. århundredes mest betydelige katolske filosoffer, franskmanden Gustave Thibon. For sit livsværk, der strakte sig fra poesi over samfundskritik til en afhandling om Nietzsche, modtog han hele to “grand prix” fra Académie Française: Prisen i litteratur (1964) og prisen i filosofi (2000). Hos ham er “Kristenheden” et konstant tema. I sit forord til Dom Gérard’s bog “I morgen Kristenheden” (1986) definerer han begrebet således:

Kristenheden er et den samfundsmæssige tilstand hvor religionen gennemtrænger hele det timelige liv (skik og brug, fritid og arbejde), en civilisation hvor det timelige hele tiden er næret af det evige.

Og det er jo ikke den tilstand, menneskelige samfund altid er i. Som Thibon skriver i tekstsamlingen “Erfaringen af Gud” (udgivet posthumt, 2004):

Hvordan kan man forklare at så mange kristne virker ligeglade med en åbenbaring der skulle gennemtrænge hele deres eksistens? Hvis Gud findes, hvis Gud elsker os, hvis Han er blevet kød for at frelse os, hvis Han bereder os en lykke i Himlen uden skygge og grænse, som vi allerede hernede kan få del i — hvorfor så dette skandaløse misforhold mellem Hans uendelige løfte og den minimale modtagelse det finder i os? Ateisterne er i det mindste konsekvente, mens de fleste kristne lever i modstrid med deres overbevisning… Denne ligegyldighed overfor de guddommelige ting forfærdede Pascal. Man kan knapt tale om en afvisning, det drejer sig snarere om en bedøvelse, ikke af tanken men af sjælen, som gør os ude af stand til gribe Gud som en levende virkelighed og et indre kald. For de “troende” er Gud en abstraktion som ikke har større indflydelse på deres følelser og livsførelse end de geometriske læresætninger de lærte som børn. Men har det ikke altid været sådan? Ja og nej. Der er perioder i Kristenheden hvor man oplevede denne forglemmelse af Gud som er basis for alle menneskets fejl og vranglærer. Men i det mindste blev den guddommelige virkelighed også forkyndt i disse perioder, af det klima som samfundet befandt sig i, af den civilisation som var imprægneret til sin grundvold af kristendommen, af årvågenheden hos de religiøse lærere som hele tiden mindede mennesker om deres guddommelige ophav og deres sidste time. Denne røst fra det høje kunne man ikke undgå at høre, selvom man ikke lyttede til den. Men i dag er Gud fraværende i de skikke, institutioner og vaner, som udgør næsten hele rammen om vor eksistens. Og – hvorfor ikke sige det lige ud? – Gud er fraværende i en del af religionen selv, som ofte reduceres til en slags smagløs humanisme og et tåget messiansk håb, hvor de evige løfter udvandes til en utopisk vision om den timelige fremtid, og hvor forfølgelsen af jordisk lykke udraderer troskaben mod Evangeliets overnaturlige fordringer.

Kristenheden er altså den tilstand hvor det guddommelige gennemtrænger og præger alt det timelige. Og selvom det langt fra er tilfældet i de menneskelige samfund i dag – eller i mange af de menneskelige samfund af i går – så er det den sande Tros fordring til os, at vi selv stræber efter Kristenheden i vore familier, i vore samfund, og først og sidst i vort liv. Kristenheden kan vi tilslutte os og genopbygge selvom vore samfund i deres helhed ikke omgiver os med den.