Sankt Karl Borromæus Gruppen

Hvad er Kristenheden – 5

Efter at have studeret nogle franske bud på betydningen af begrebet Kristenhed, giver vi nu ordet til et par engelske forfattere: K. V. Turley, og i hans fremstilling, den navnkundige G. K. Chesterton:

Chesterton (1874-1936)

Når vi i dag ser på ruinerne af Kirkens omdømme hele vejen rundt, kan jeg kun være enig [med Chesterton]: Kirken vil ikke overleve, den vil “dø” – des hurtigere des bedre. For nu er det tiden at genlæse det sidste kapitel i G. K. Chestertons bog, “Det evige menneske” (1925), som har overskriften “Troens fem dødstimer”. Chesterton forklarer i dette kapitel at Kristenheden har oplevet en lang række revolutioner og i hver af disse er kristendommen død – den er altså død mange gange og derpå opstået igen, for den har en Gud som kender vejen ud af graven. I kølvandet på århundredernes talløse krige og revolutioner, ser vi den samme religion stå tilbage. Det er ikke den gamle tro som har overlevet, men snarere en ny tro som er vokset frem, og som altid tiltrækker og igen omvender den nye generation, i hver tidsalder. Chesterton forklarer at det mere end en gang, i Kristenhedens historie, virker som som om selve sjælen forlod kristendommen. Verden så til og ventede at se dens endeligt, og betragtede Kirken som viet til et bestemt politisk eller samfundsmæssigt system, som så faldt sammen. Som Chesterton siger, hvis Kirken således var viet, blev den enke mange gange, og forblev alligevel “en underligt udødelig form for enke”. Chesterton holdt stædigt fast i at “Troen ikke er en overlevelse”. Troen har ikke “overlevet”. I stedet er den død og er mirakuløst vendt tilbage, igen og igen, mens alle andre institutioner forsvinder for altid. For eksempel i det forrige århundrede [2. verdenskrig? Red.], da alt virkelig så ud til at være slut, skete det utrolige: troen blev født påny, og forekommer hen mod slutningen af det 20. århundrede snarest at have flere unge end ældre tilhængere. Og Chesterton påpeger, at de som angriber troen, skal tage sig i agt: “Mindst fem gange, med de arianske og albigensiske heresier, i den humanistiske skepsis, og efter Voltaire og Darwin, så det ud til Troen var gået helt i hundene. Men i alle disse fem tilfælde var det hunden som døde.” Når man er vokset op i kulturen fra slutningen af det 20. århundrede ved han, at næsten alle mente at religionen var et fænomen som langsomt ville uddø; at den ville vende tilbage, ville blive anset som ligeså en ligeså tåbelig idé som dinosaurernes tilbagekomst. De marxistiske historikere, som var så ansete dengang, elskede at tale om “historiens retning”, men hvad de ikke indså var at, som Chesterton sagde: “En død ting flyder med strømmen, kun en levende kan gå imod den”. Og til sådanne marxistiske akademikeres rædsel var der – og er der stadig – noget som svømmer mod strømmen, som det altid har gjort, som det altid vil. (…) Kirken er “død” mange gange; og alligevel, på trods af alle de der forplumrer eller kompromitterer dens budskab, ja endog på trods af de hyrder, som viser sig at være ulve, vil Kirken altid rejse sig igen, fordi den er Kristi elskede Brud som ingen grav kan holde tilbage.


Kristenheden – foreningen det jordiske og det himmelske, af den stridende og den sejrende Kirke – henter ultimativt sit liv fra sin udødelige Herre, Kristus. Denne forening kan svækkes, ja, i hvert fald så vidt vi selv kan se, helt uddø – men vil altid igen opstå, indtil den dag, hvor det jordiske forgår, og alt bliver i Gud.