Sankt Karl Borromæus Gruppen

Hvad er Kristenheden – 6

Vi slutter vores lille serie om Kristenheden med at give ordet til en amerikansk (omend engelsk født) udgiver og forfatter af teologiske bøger, Joseph Pearce, som i 2014 skrev flg.:

Den eneste gyldne regel er at der ikke har været og ikke vil komme en guldalder. Som Tolkien bringer i erindring, er historien ét langt nederlag, som kun afbrydes af små glimt af en endelig sejr. Også i Middelalderen, hvor Kirkens politiske magt utvivlsomt var større end i dag, var fordærvelsen udbredt både i samfundet som helhed og i Kirken selv. Selv da de store katedraler blev opført, var der korrupte paver og undertiden to eller tre forskellige personer på én gang, som hævdede at være pave. Selv da det kristne Roms magt var på sit højeste, gik paver i landflygtighed fra Rom. Og selv da de største helgener levede på Jorden, levede også store syndere lige ved siden af dem. Selv da Kirken fastlagde den rette troslære, blev verden splittet af vranglære. For hver af helgenerne i Dante’s beskrivelse af den såkaldte “guldalder” for Kristenheden, er der en synder som svælger i sit selvgjorte Helvede. For hver en god og hellig præst i Chaucer’s pilgrimsfærd [fortællinger fra 1300-tallet, red], er der fordrukne og forslugne brødre og munke; for hver ædel og from plovmand, er der en hæslig og ukultiveret møller. Verden er altid i krig med Kristus og Hans Kirke, og det verdslige i Kirken smeder altid uhellige alliancer med Verden. Som hymnen Salve Regina minder os om, er verden en dal af tårer og landflygtighed. For at gentage, med så stor kraft som muligt: der var ingen guldalder og der kommer ingen. Men hvis den ikke-eksisterende guldalder underminerer den historiske betydning af Kristenheden og viser dennes utilstrækkelighed, hvordan kan vi så bedst forstå og definere dens evige betydning?

Kristenheden defineres bedst og mest præcist i den traditionelle, ekklesiologiske forstand som den stridende Kirke. Mens Kirken i evigheden udgøres af den lidende Kirke (i Skærsilden) og den sejrende Kirke (i Himlen), så er Kirken i tiden altid den stridende Kirke, dvs. Kirken i krig. Hendes krig er med Verden og dens verdslighed. Hendes krig føres ikke af soldater men af helgener, og også af de syndere, som forsøger at blive helgener. Hendes våben bringer ikke hendes fjender død, men liv. Livets kultur, som hun bringer med sig, er besjælet af gode dyder, forstandens sandhed, og Guds skønhed i Hans skabninger. Hun er civilisationens kilde.

Hvad er Kristenheden? Det er Kristi nærvær i Verden gennem hans nærvær i den Kirke han grundlagde, og som Helvedes porte ikke vil besejre.