Sankt Karl Borromæus Gruppen

Katolske unge taler ud

På den læseværdige side “Katolsk Liv” er der netop udkommet en ny video i serien med konvertitter, der fortæller om deres liv som katolikker. Denne gang er det Kristoffer Sloth-Kristensen fra Randers, som er en af arrangørerne af den traditionelle messe i byen ved den smukke fjord. Han føjer sig ind i en efterhånden lang række af unge katolikker og konvertitter, der peger på den traditionelle messe som et afgørende moment i deres trosliv: ikke lidt æstetisk pjank til festlige lejligheder, men et kerneudtryk for troen som de ikke ville være katolikker uden.

Vi nærmer os en fødselsdag, som formentlig ikke bliver fejret overhovedet: 50-årsdagen for den brutale tvangsreformation af liturgien, som fratog millioner af katolikker det de elskede højst: messen i den form, som alle de hellige kendte. Messen, som blev formet af Oldkirkens og Middelalderens fromhed, og frem til den skæbnesvangre 1. søndag i advent, 1969, hvor alle troede at nu var det slut. Det er svært at glæde sig over, at der selvfølgelig også var nogle som var glade, når det skete på bekostning af de tavse millioner, som græd over de knuste altre, den greogorianske sangs pludselige forsvinden, de brændte messeklæder, og de frafaldne præster, som der aldrig i historien havde været så mange af. Robespierre havde ikke kunnet udtænke et klarere snit. Det hele var, ganske som i 1789, en løgn: for messen i den gamle form var reelt ikke afskaffet, den kunne ikke, og kan ikke, afskaffes. Det ved vi nu:

Hvad angår brugen af 1962-missalet som den ekstraordinære form for fejringen af Messen, vil jeg henlede opmærksomheden på, at dette missale aldrig var formelt afskaffet, og derfor i princippet altid var tilladt. (Pave Benedikt, 2007)

Hvad tidligere generationer har holdt helligt, forbliver helligt og stort også for os, og det kan ikke pludselig forbydes eller endog anses for skadeligt. Det påhviler os alle at bevare de skatte som har formet sig i Kirkens tro og bøn, og at give dem deres rette plads. (Pave Benedikt, 2007)

Kirken vest for Paris, hvor en præst 30/3 1987 blev anholdt midt i messen, på ordre fra sin biskop. I dag fejres den traditionelle messe igen i denne kirke – fire gange hver søndag!

Så det var løgn, når man forsøgte at bilde os ind, at det krævede særlige tilladelser at fejre den traditionelle messe. Og særlig løgn når man ligefrem forsøgte at forbyde det. Derfor bør vi mindes – ikke fejre – datidens rædsler. Fx var der i Paris en præst, som af sin biskop blev politianmeldt for at fejre messen som han havde elsket hele sit liv – han blev endda arresteret midt i messeofferet, for øjnene af hundreder af chokerede deltagere. Utallige tilsvarende scener udspillede sig overalt hvor man holdt fast i det, der indtil for kort tid siden havde været hele Kirkens sjæl og skat. Vi er stor tak skyldige til de præster og troende, som holdt ud da det så sortest ud.

I dag bør vi derfor glæde os over, at vi trods alt lever i mindre onde tider, og at ingen igen vil kunne bilde nogen ind, at messen ikke kan fejres som den altid er blevet fejret: på latin, foran alteret, og under brug af de tekster, de tegn og den musik, som har formet sig gennem hele kirkehistorien, og fostret så megen fromhed og hellighed. Det er det, de unge siger – og glæder sig over – i videoerne nedenfor. Det er det, der giver håb for Kirken – midt i mørkets tid.