Sankt Karl Borromæus Gruppen

Råd om den gode død

Husk katekese 17/11 kl.16.00-17.30, hvor Fr. Paul Marx holder oplæg om “De fire sidste ting” – altså død, dom, Himmel og Helvede.

Medierne er fulde af meninger og ekspertråd om “det gode liv”. Hvor meget mere har moderne danskere – hvis liv på Jorden ofte er yderst behageligt – ikke brug for råd om “den gode død”. Vi dyrker jo allerede det jordiske livs fornøjelser næsten som en religion, og det kan være svært at føje noget nyt til “kunsten” at få mest muligt ud af det. Og netop denne sanselige “livsdyrkelse” er måske forklaringen på, at dødens mørke er blevet et tabu – for når tæppet går ned efter den berusende fest, er der måske kun – mørke – intet. Også den modernistiske religion fokuserer på dette liv som meningen med det hele – at gøre verden nu og her smuk og god, forbedre klimaet og undgå madspild. Men hvis der ikke er andet,  bliver livet meningsløst og mørket efter det helt ubærligt – et tabu, noget  som gemmes og ties væk.

For at leve et godt og meningsfuldt liv er det derfor langt vigtigere at fokusere på “den gode død”, retningen og den uafvendelige ende på livet i denne verden. “Giv ham/hende den evige hvile, og lad det evige lys lyse for ham/hende”, hedder det i den katolske Requiem-messe. Det er vort livs mål.

Her er der sket et voldsomt tilbageskridt i vor kulturs åndelige liv. I middelalderen udgav man mange bøger om “kunsten at dø” – Ars Moriendi, som denne genre kaldes, betyder netop det. Altså: gode råd om den gode død, som er forberedt ved et liv som fokuserer på målet: det evige lys, og lader alt andet være sekundært.

Kan vi gøre det i 10 punkter – læseren skal jo også videre? Her skal forsøges en fri komposition over den mangeartede litteratur der knytter sig til emnet, herunder ikke mindst Thomas af Kempis bog Kristi Efterfølgelse (1427):

1. Husk, menneske, at du er støv, og til støv skal du vende tilbage.  Med disse ord betegner præsten vores pande med askekorset ved indgangen til Fastetiden. Vi må besinde os på livets korthed og skrøbelighed: vi har ikke tid til at glemme døden, for den kan indhente os når vi mindst venter det. At meditere over det jordiske livs korthed overbeviser os hurtigt om, at det ikke kan være meningen med sig selv.

2. Meditationen over Jesu Kristi allerhelligste liv og lidelse lærer os alt hvad vi har brug for at vide om vort eget liv. Nogenlunde sådan skriver Thomas a Kempis i sin bog, og fordybelsen i Kristi liv og eksempel – og efterlignelsen af det – er i og for sig alt hvad vi behøver for at leve vort eget.

3. Men det er svært at vide, hvad Kristus ville have gjort i vort sted – og selvom vi ved det, kan det virke umuligt. Derfor må vi ofte vende os til Kirken, dens lære og dens lærere, for at søge vejledning og hjælp. Aldrig at skilles fra Kirken – at forblive i den stridende Kirke for engang at tilhøre den sejrende – er derfor et helt nødvendigt princip.

4. At kende og hade vor svaghed og synd: det gør alle mere eller mindre ubevidst, for når vi vil gøre det gode, erfarer vi også at vi ofte ikke gør det. Men vi er nødt til at se det onde i os selv iøjnene, hvis det ikke skal tage magten over os. At benægte Helvede får ikke denne realitet til at forsvinde. Når vi betragter det onde i os selv, ser vi da også en flig af Helvedes ild. Vi forfærdes over muligheden af evigt at pines i Helvedes luer, fordi vi frivilligt hengav os til ondskabens magt, mens vi endnu havde mulighed for at undslippe den.

5. At elske og ære Gud over alt på Jorden – fordi kun Gud kan give os styrke til, når vi er mest svage, at overvinde det onde i os selv. Fordi Gud har skabt alt det jordiske, og fordi vi ser det jordiske nu og her, men ikke Gud – så kan vi også øve os i denne kærlighed ved at bestræbe os på at elske alt det jordiske som et tegn på Guds herlighed.

6. Flittigt at bruge de nådemidler Gud har givet os gennem sin hellige Kirke: fremfor alt i  Det allerhelligste sakramente, Eukaristien, hvor vi af Kristi hellige legeme styrkes til kampen for at følge Ham efter.

7. At dø godt er at dø i nådens stand. Vi kan ikke undgå synden og dens greb om os helt – de fleste af os endda meget langt fra. Men blandt de nådemidler, Kristus har givet os gennem sin Kirke, er Bodens Sakramente – skriftemålet – helt fundamentalt. Når vi angrer og bekender vore synder i Skriftestolen, kan vi modtage forladelse af dem – og dermed genvinde nådens stand, uden hvilken vi hverken kan modtage Eukaristien eller dø i forvisning om det evige liv. Uanset hvor ofte og hvor svært vi falder i synd, er Kristi nåde parat til at rejse os igen, når vi blot selv vil.

8. At gøre bod… når vi betænker, hvad vi ved vore synder har gjort af uret mod Kristus, som gav sit liv for at frelse os fra den evige fortabelse, da fyldes vi – selv efter at have modtaget syndsforladelse – med en inderlig længsel efter at gøre det onde godt igen, at deltage – omend i ringe mål, og efter vore små evner – i Kristi lidelse for synden. Vi vil og må gøre bod, ofre, i vore daglige liv. Anger og bod går hånd i hånd.

9. At bede for de arme sjæle i Skærsilden. For Guds ansigt kan intet urent stå. Derfor må vi, selv hvis vi dør i nådens stand,  sone vore synder efter døden. Men allerede i dette liv kan vi hjælpe de arme sjæle i Skærsilden ved at betragte deres længsel efter Gud, og den lidelse, som adskillelsen fra Ham bereder dem. Vi kan gøre aflad for dem. Ved at bede for vore afdøde og for alle sjælene i Skærsilden kan vi hjælpe de, der ikke længere kan hjælpe sig selv, og vinde nåde og aflad både for dem og for os selv.

10. I dødens time at bede Guds Moders hellige Hjerte om hjælp: at hun, der bedre end noget menneske kender Guds uudgrundelige mysterium,  i denne stund vil styrke os og bevare os fra al fare, og gå i forbøn for os hos sin Søn, hvis Korsoffer alene kan frelse os. Hellige Guds Moder, bed for os syndere, nu og i vor dødstime!