Sankt Karl Borromæus Gruppen

“Himmel og jord skal forgå”

PRÆDIKEN

SIDSTE SØNDAG EFTER PINSE – 24.11.2019

Af p. Jan Hansen

Alt imens at vi nu er nået frem til den sidste søndag i kirkeåret, antager teksterne i messen en noget dyster tone, idet vi på det kraftigste bliver mindet om, at en skønne dag vil alting forgå – Jorden og dermed alt det skabte omkring os vil en dag forgå, om end at Herrens ord dog aldrig i evighed vil forgå, som vi også hører Jesus sige det i Evangeliet.

De sidste tider vil unægteligt være forfærdelige ud over alle grænser, særligt ud fra dét vi hører Jesus berette om i evangeliet – alverdens katastrofer og ødelæggelser vil nærmest regne ned over jorden, og samtidig vil Kirken blive udsat for mange prøvelser, som vil gøre livet svært for de som endnu vil bekende sig til Kristus.

Med andre ord ses det, at de sidste tider ikke alene vil bringe naturkatastrofer med sig, men Kirken vil blive udsat for åndelige prøvelser af svær grad – alt lige fra forfølgelser, falske profeter og andre som ivrigt vil forsøge at lede de troende på afveje. Der er i bund og grund ikke ligefrem særligt meget positivt at sige om de sidste tider, i hvert fald ud fra disse ord fra Jesus selv.

Når vi så står over for sådan et scenario, så er det store spørgsmål hvordan vi så vælger at forholde og til det. Set ud fra et historisk perspektiv, så har der til hver en tid været talrige dommedagsprofeter, falske profeter og andre som ivrigt har gjort hvad de kunne for enten at splitte Kirken i atomer, eller blot at lede så mange troende på afveje som overhovedet muligt.

Al den stund at Kirken endnu eksisterer her på Jorden, vil denne virkelighed fortsætte – Kirken vil aldrig kunne undfly nogen som helst form for åndelige prøvelser, fordi den er og bliver den eneste sande vej til Gud. Netop dérfor vil Guds modstander forsøge at skabe tvivl om hvilken vej der kan formå at lede sjæle sikkert frem til Gud.

Så vi kunne derfor også vælge nøgternt at konstatere, at hvis Kirken uanset hvad bliver udsat for prøvelser, så er der vel ingen grund til at vi bekymrer os så meget om de problemer som Kirken udsættes for, særligt hvis det netop er tilfældet at vi i realiteten ikke kan gøre ret meget ved det i sidste ende, andet end de problemer som er lige i vores nærvær.

Som troende kristne, og dermed som de levende stene i Kirken vi udgør, så har vi faktisk en forpligtelse til at bekymre os om Kirkens ve og vel, og ikke mindst for om der er sjæle som bliver ledt på afveje, væk fra Sandheden og dermed væk fra troen på Kristus.

Vi kan selvsagt godt læne os tilbage og glæde os over, at vi selv befinder os inden for Kirkens sikre vægge, og at vi har mulighed for at dyrke vores tro i nogenlunde fred og fordragelighed, men eftersom vi alle har fået en befaling fra Kristus om at bringe så mange som muligt til troen på Ham, så er vi selvsagt også nødt til, at bekymre os om hvorvidt Kirken udadtil fremstår som et troværdigt vidnesbyrd om troen på Gud.

Med andre ord – om end at det måske er begrænset hvad vi i realiteten kan gøre ved de mange problemer der opstår rundt omkring i Kirken, både lokalt & globalt, så skal det dog ikke afholde os fra at vi gør vores til at eliminere disse så meget som overhovedet muligt. Selvom vi måske ikke kan forhindre forvirringer i at finde sted, så har vi dog endnu et kraftigt dåben der kan hjælpe os til at modstå angreb på troen og dermed Kirken.

Vi har nemlig fået bønnen som et vigtig redskab der kan hjælpe os – Bønnen er til, ikke for Guds skyld, men helt og aldeles for vores skyld. Gud har ret beset ikke brug for vores bønner, men vi har i dén grad brug for, at Han hører os når vi i nøden henvender os til Ham. Vi hører i flere af dagens messeled, en meget passende strofe fra Davidssalme 130: “Fra det dybe råber jeg til dig, Herre; Herre, hør min bøn; fra dybet råber jeg til dig, Herre”

Vores bønner er selvsagt en anmodning til Gud om at Han vil komme os til hjælp i nøden, og at særligt når vi synes at tingene begynder at brænde på, enten i vores eget liv, eller for den sags skyld i Kirkens liv, så har vi nok en tendens til at bede endnu mere intenst i håbet om, at Gud vil os til hjælp; at Gud vil være os nådig og barmhjertig, og at Han i sidste ende vil redde os.

Amen.